I år er det 51. gang, der afholdes Oak City Rally for sæbekassevogne i Farum, og starten til årets løb går fra Farum Station søndag 31. maj klokken 10.00. Ruten er 10 kilometer og fører de mange deltagere frem til spejdercenteret Egemosen.
Bag sæbekasseløbet står Det Danske Spejderkorps. Løbet startede i 1975 og har gennem tiden udviklet sig til en sand folkefest med knap 300 deltagende vogne og et stort opbud af forældre. Det Danske Spejderkorps regner med, at knap 1300 deltagere er på de omkring 300 vogne, og at der på Farums gader er omkring 2000 entusiastiske tilskuere.

- Det er en utrolig energi og livsglæde, de 1.250 spejder i alderen fra syv til 23 år udstråler, når de kaster sig ud på turen. Det er spejdere fra Det Danske Spejderkorps, der arrangerer løbet. Nogle vælger at satse på fantasien og har før løbet brugt mange timer på design og udsmykning af vognen. Andre har forberedt sig med flere måneders løbetræning og håber blot, at de gamle barnevognshjul holder til de høje hastigheder, skriver Det Danske Spejderkorps i en pressemeddelelse og fortsætter:
- Målet er placeret i Oak City, der er en ægte western by opbygget af centerspejderne på Egemose Centret. Oak City vil traditionen tro syde af liv, når de cirka 3.000 deltagere og gæster først på eftermiddagen samles til præmieoverrækkelsen, som forventes at ske klokken 14.00.
På selve dagen åbner løbskontorets bord klokken 08.45 og er åben frem til 09.45. Du kan finde flere informationer på www.oakcityrally.dk.