Der er jobs, hvor man får løn for at gøre noget. Og så er der åbenbart snart jobs, hvor man får løn for at lade være med noget. Danmark er et rigt land, men den logik er vi ikke klar til at betale for.
- Denne leder udtrykker Sjællandske Nyheders holdning.
Inger Støjberg var fredag på vej ind til regeringsforhandlinger, da hun med den vante beslutsomhed slog fast, at Danmarksdemokraterne sådan set ikke har noget imod et nationalt sprøjteforbud. Godt, men her knækker filmen: Landbruget skal kompenseres, hvis forbuddet kommer.
Forestil dig, at du i en årrække har smidt dit affald ud over din nabos hæk. Hver dag. Lidt kemikalier her, lidt pesticider der. Naboen klager, og du bliver påbudt at stoppe. Og så siger du: “Fint, men I må altså kompensere mig for at lade være”.
I enhver anden sammenhæng ville det blive mødt med et hævet øjenbryn og en venlig henvisning til loven og almindelig sund fornuft. Men i dansk landbrugspolitik er det tilsyneladende en forhandlingsposition.
Det mest forunderlige ved hele kompensationslogikken bliver tydelig, når man kigger på de landmænd, der for længst har løst opgaven selv - uden hverken forbud eller kompensation. De økologiske landmænd. Dem, der for år tilbage besluttede at dyrke deres jord uden sprøjtemidler. Af egen fri vilje. Med kommerciel succes. Og uden at sende en regning til staten bagefter.
Man kunne fristes til at spørge, om de nu også kan se frem til en kompensation for alle de år, de har ladet være med at forgifte grundvandet. Det ville kun være rimeligt efter samme logik.
Det tragikomiske er, at selve forbuddet faktisk har opbakning fra et solidt flertal. Socialdemokratiet. Rød blok. Moderaterne. De Konservative. Og nu bevæger Venstre og Danmarksdemokraterne sig også i den retning. Alle er enige om, at det skal stoppe, men prisen for at stoppe er nu til forhandling.
Og her risikerer vi, at et ellers fornuftigt og historisk skridt for dansk natur og folkesundhed drukner i et hav af kompensationskrav, der i bund og grund belønner år med adfærd, vi nu kollektivt har besluttet var forkert.
For lad os lige se på, hvem der egentlig har lidt et tab her. Det er ikke landmanden, der fremover skal dyrke sin jord på en anden måde. Det er de millioner af danskere, der i årevis har drukket vand med rester af sprøjtemidler. Det er kommunerne, der har måttet lukke vandboringer. Det er skatteyderne, der betaler for oprensningen - en regning, der løber op i milliarder.
Vi er med andre ord allerede blevet kompenseret i den forkerte retning.
Et sprøjteforbud er ikke et overgreb mod dansk landbrug. Det er en selvfølge. Og den eneste rimelige kompensation i den her sag er rent drikkevand til alle danskere. Det burde ikke koste skatteyderne ekstra.