Opdatering 15:06: Strømmen på hele Sejerø er nu genetableret d.d. kl. 14:31. Formidlingspunkt er nedlagt. Såfremt at man har behov for hjælp, så kan man gøre dette telefonisk på normalvis, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi
'Opdatering 09:48: Ifølge Philip Olesen, presseansvarlig for Cerius, skyldes strømafbrydelsen en kabelfejl mellem to transformerstationer.
- Det er nødvendigt at få endnu et mobilt elværk til Sejerø. Det første er i drift nu, men vi mangler fortsat cirka 200 kunder, som forventes af få strøm over frokost lørdag, fortæller han.
Strømmen er natten til lørdag gået på Sejerø, der ligger nord for Kalundborg.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
- Mobiltelefoner kan ikke forventes at virke over hele øen, oplyser politiet på meddelelsestjenesten Politi Update.
Vestsjællands Brandvæsen har oprettet et formidlingspunkt ved brugsen på øen, hvor borgere kan henvende sig, hvis de har brug for hjælp.
Hjemmeplejen er også blevet underrettet og foretager ekstra tilsyn hos borgere og plejehjem, oplyser politikredsen.
Elnetselskabet Cerius er natten til lørdag sejlet med færge til øen for at finde ud af, hvorfor strømmen er gået og løse problemet.
Midt- og Vestsjællands Politi oplyser lørdag morgen, at Cerius er til stede på øen med et par biler og et par medarbejdere.
Politiet forventer at blive kontaktet, når strømmen er tilbage.
Omkring 300 mennesker bor på Sejerø, som ligger i Kalundborg Kommune.
/ritzau/