Fly fra København til New York blev omdirigeret til Paris

Det var Delta Air Lines, der stod for flyvningen fra København til New York. (Arkivfoto).

Det var Delta Air Lines, der stod for flyvningen fra København til New York. (Arkivfoto).

Foto: Hector Retamal/Ritzau Scanpix

Et fly, der var på vej fra København til New York, måtte fredag morgen foretage en landing i Paris.

Det skriver luftfartsmediet Airlive.

På flyovervågningssiden Flightradar24 fremgår det ligeledes, at flyet blev omdirigeret til lufthavnen Paris-Charles de Gaulle (CDG).

Ekstra Bladet har kontaktet luftfartsselskabet Delta Air Lines, der stod for flyvningen, og det lyder til mediet, at landingen skyldtes et sammenstød med en flok fugle.

Det lyder desuden, at der var 130 personer om bord på flyet.

Flyet afgik fra Københavns Lufthavn klokken 09.28 dansk tid og havde kurs mod lufthavnen JFK.

Airlive skrev tidligere fredag eftermiddag, at flyet fortsat var i Paris.

Luftfartsselskabet arbejder på at ombooke passagerer til New York.

Kort efter afgangen fredag stoppede besætningen flyets opstigning, skriver mediet med henvisning til sporingsdata.

I næsten to timer befandt det sig i venteposition, og luftfartsselskabet skulle have angivet "operationelle årsager" som værende grunden til omdirigeringen. Det landede dog sikkert i Paris.

På luftfartsselskabets hjemmeside fremgår det, at flyet blev omdirigeret. Yderligere oplysninger om årsagen til omdirigeringen oplyses ikke.

/ritzau/

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...