20 års tradition fortsætter, når får og lam kommer på græs

Lørdag 23. maj klokken 10.00 slippes får og lam ud på græsset på Ermelundskilen, hvor de skal tilbringe hele sommerhalvåret. I år markerer det 20 år, siden fårene for første gang kom til Lyngby, og traditionen fortsætter ufortrødent.

Bestyrelsen for Fåregræsserforeningen Ermelunden af 2006 står bag arrangementet, hvor alle interesserede kan overvære begivenheden. Mellem de to fårefolde ved kolonihaveforeningen H/F Ermelunds fælleshus byder bestyrelsen på sodavand og en mulighed for en snak om projektet.

Fåregræsserforeningen blev oprettet efter fredningen af arealet langs kolonihaverne i 2002 med det formål at bevare området åbent ved hjælp af afgræsning. I år er arealet, i samarbejde med Lyngby-Taarbæk Kommune, blevet øget med én hektar mod øst, så fårene nu har fem hektar at bevæge sig rundt på fordelt på to folde.

Ermelundskilen rummer åbne vidder, hvor beboere, institutioner og hundeluftere besøger året rundt. Træernes lave grene bærer præg af, at fårene når så højt de kan, når de nipper de nederste skud.

Fåregræsserforeningen af 2006 tæller en bestyrelse på fem personer samt en række lokale frivillige, der hver dag fra maj til oktober sikrer, at fårene har det godt. 

Dyrene tilhører Christian Hansen fra Fuglehal Landbrug og Gårdbutik i Ølsted. Interesserede kan følge hverdagen i flokken på Facebook-siden ”Får I Lyngby”.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...