Ugens billede:  Gyrithe Lemche og kvindesagen

Gyrithe Lemche var forfatter, kvindesagsforkæmper og frontfigur for Dansk Kvindesamfund.

Portræt af kvindesagsforkæmperen Gyrithe Lemche, ca. 1913.

Portræt af kvindesagsforkæmperen Gyrithe Lemche, ca. 1913.

Foto: Lyngby-Taarbæk Stadsarkiv

Gyrithe Lemche (1866-1945) er kendt som en fremtrædende frontfigur i Dansk Kvindesamfund, hvor hun var med til at fremme kvinders valgret og rettigheder.

Hun blev student fra Zahles skole i 1887 og efterfølgende cand.phil. Hun var lærerinde, indtil hun i 1893 blev gift med en af Lyngbys unge læger, Johan Lemche (1863-1962). 

Som et af Lyngbys førende ægtepar fortsatte de begge deres karrierer: Gyrithe som forfatter og kvindesagsforkæmper og Johan som kredslæge og medlem af sognerådet.

Fik 10 børn og udgav bøger

I perioden 1894-1907 fik de 10 børn, og for de fleste kvinder dengang ville det have betydet, at moderskabet var på fuld tid, men ikke hos Gyrithe.

I et interview fra 1933 forklarede hun, at når hun havde klaret at få et barn hvert andet år og udgive en bog de andre år, så skyldtes det, at hun skrev i familiens sommerhus i hverdagene og var hjemme hos familien på Rustenborgvej 7 i weekenderne. 

En moderne ægtemand

Husførelsen klarede den moderne ægtemand Johan med hjælp af tjenestefolk, og han holdt sig heller ikke tilbage med at gå ture med barnevognen på Lyngby Hovedgade.

Udover sit omfattende forfatterskab var Gyrithe stærkt engageret i kvindesagen og holdt mange brandtaler for kvinders rettigheder, blandt andet ud fra den ide ”at blive Mandens lige, uden af blive Manden lig”. 

Hun var Dansk Kvindesamfunds chefideolog, daglige leder i 1913-18 og redaktør af medlemsbladet 'Kvinden og Samfundet' 1913-1919.

Fik mindesten i slotshaven

I 1913 stiftede hun en kreds af Dansk Kvindesamfund her i Kongens Lyngby. I 1946 rejste venner og beundrere en mindesten for hende i Sorgenfri Slotshave, og ægteparret er begge begravet på den tidligere Lyngby Assistens Kirkegård.

Til grundlovsarrangementet fredag den 5. juni kl. 13-16 på Frieboeshvile kan man genopleve en af Gyrithes taler under ”Tidsrejsen i Grundloven”. Man kan også møde de lokale politikerne på talerstolen og ved boder. 

Alle er velkomne og det er gratis. Se mere på www.stadsarkivet.ltk.dk.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...