Energinets planer om højspændingsmaster hviler på tynde forudsætninger

Anders Rostgaard er chefredaktør for Sjællandske.

Anders Rostgaard er chefredaktør for Sjællandske.

Foto: Thomas Olsen

På Sydsjælland vil Energinet rejse enorme 400 kV-højspændingsmaster tværs gennem et smukt landskab. Baggrunden er i bund og grund sympatisk. Højspændingsledningerne skal fremtidssikre den grønne omstilling i Danmark. 

Planen om de store master har naturligvis mødt massive lokale protester. Mange i lokalområdet plæderer for at grave kablerne ned. Rent teknisk er det vanskeligt og ekstremt omkostningstungt at nedgrave hele strækningen, når vi taler en 400kV-forbindelse med vekselstrøm. 

Men i stedet for at kræve nedgravning af 400 kV-forbindelsen bør vi spørge os selv, om der overhovedet er et behov for den enorme effekt, som de nye master vil tilføre elnettet? Svaret er yderst tvivlsomt.

  • Denne leder udtrykker Sjællandske Nyheders holdning.

Lad os se på de rå tal. I dag kan elnettet gennem det såkaldte Midtsjællandssnit håndtere en effekt på omkring 1,5 GW. Med den planlagte 400 kV-forbindelse med store master vil kapaciteten stige til 3,2 GW.

Læs også

Det er voldsomt meget strøm. Bliver der overhovedet brug for en elmotorvej som denne? 

Når man går Energinets oprindelige business case efter i sømmene, er det tydeligt, at det statslige energiselskab opererer med et meget offensivt fremtidsscenarium.

For at forbindelsen skal give økonomisk mening, forestiller Energinet sig, at Sydsjælland og Lolland-Falster udvikler sig til et meget stort produktionsområde for grøn energi med enorme mængder solceller, Power-to-X-anlæg, datacentre og energitung industri.

I lyset af den aktuelle udvikling inden for vedvarende energi virker den vision tvivlsom. Grønne energiprojekter på land får det sværere og sværere. Selv Energinet skruer hvert år i sine analysefremskrivninger ned for forventningerne til vedvarende energi-projektet på land. 

Når man gransker forudsætningerne, ser det altså ud til, at “nødvendigheden” af de store master mere baserer sig på et drømmescenarium end realiteter. Og meget peger i retning af, at en mindre forbindelse kan være tilstrækkelig. 

Det kunne være det oplagte alternativ, som Energinet selv beskriver i sin oprindelige business case med nedgravede 220 kV-kabler, der vil kunne give en kapacitet på 2,7 GW – altså blot 0,5 GW mindre end masteløsningen. 

Derfor er det i bund og grund ikke et teknisk spørgsmål, når vi lige nu diskuterer, om vi skal grave kabler ned eller ej, men et politisk spørgsmål.

Skal vi styre blindt efter Energinets med egne ord usikre forudsætninger om kapacitetsbehovet? Eller skal vi gå efter en salomonisk løsning, der både tilgodeser borgere, rigelig med grøn omstilling og Sydsjællands smukke natur.

Svaret giver sig selv. Selvfølgelig bør politikerne på det givne grundlag træde et skridt tilbage og vælge kabelalternativet med to nedgravede 220 kV-kabler. Modellen ligger endda velbeskrevet og lige til højrebenet.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...