Torben Stevold er ved at få kalenderen fyldt op igen, efter at han ved årsskiftet stoppede i Danske Bank efter 40 års tjeneste - heraf 20 år som først privatdirektør i Roskilde og fra 2018 som områdedirektør med ansvar for privatområdet på Sjælland og Bornholm.
I sidste måned blev han valgt som ny formand for Roskilde Museumsforening, og nu er han indtrådt i DBU Sjællands advisory board som afløser for Asger Madsen.
Sidstnævnte træder ud, fordi han er blevet valgt ind i bestyrelsen for DBU Sjælland.
DBU Sjællands advisory board er nedsat for at inspirere og bidrage med input til udvikling og fremdrift på tværs af organisationen - herunder at spotte trends og samfundstendenser, udfordre vanetænkning og understøtte DBU Sjællands fortsatte udvikling.
Advisory boardet er blandt andet i dialog med DBU Sjællands bestyrelse om velfærdsalliancer og kommunesamarbejder, inklusion og diversitet i dansk fodbold, frivillighed samt fodboldens klimaaftryk.
- Jeg er rigtig glad for, at Torben har sagt ja til at blive en del af vores advisory board. Jeg har haft fornøjelsen af at samarbejde med ham gennem flere år og kender ham som en stærk strategisk kapacitet med et stort engagement i både erhvervsliv og lokalsamfund. Jeg er overbevist om, at han vil tilføre boardet en vigtig kommerciel tyngde men også nye perspektiver på en lang række andre områder, siger formand for advisory boardet, Francisco Ortega.
DBU Sjællands advisory board
Francisco Ortega (formand), viceadministrerende direktør, Boligselskabet Sjælland
Kristina Lind Thrane, projektleder, Public Affairs, Danmarks Idrætsforbund (DIF)
Jonas Bjørn Whitehorn, projektleder for klima og energi, Dragør Kommune
Merete Scheelsbeck, Public Affairs Lead, Novo Nordisk
Torben Stevold, tidligere områdedirektør, Danske Bank