Når 30.000 mennesker skal have fælles oplevelser, overnatte og opholde sig sammen i en uge, kræver det på flere måder en vis logistik. Et fokuspunkt er afvikling af trafikken for alle andre, der er tæt på uden nødvendigvis at være en del af festlighederne.
Derfor er der tænkt trafikale alternativer ind i nærområdet til Spejdernes Lejr, som finder sted i Hedeland ved Høje-Taastrup mellem den 18. og den 26. juli 2026.
For lejren bliver denne gang ikke kun bygget op i naturområdet, men også omkring landsbyen Reerslev, hvis beboere netop har været på informationsmøde med arrangørerne bag Spejdernes Lejr 2026.
Her følger et overblik over omlægningerne.
Tre hovedveje spærres af
Hvis man normalt bruger vejene på Høje-Taastrup siden af Hedeland i bil, skal man planlægge sin rute grundigt, mens lejren foregår. Forløbet omkring Brandhøjgårdsvej, Tingstedvej og Thorsbrovej bliver nemlig markant anderledes.

Tingstedvej, der går igennem landsbyen Reerslev spærres af i begge ender. Der spærres helt af i den nordlige ende før Sognevej og Solvang. Men der vil være ud- og indkørselsmulighed mod syd for beboere med kørselstilladelse. I den nordlige ende af Tingstedvej vil spejderne have deres lejrtorv, som er lejren knudepunkt. Mens aktivitetsområderne tæt på primært vil være inde i Hedeland.
Også Thorsbrovej, der forbinder Reerslev med Solhøj og Torslunde i Ishøj afspærres helt fra Thorsager i den vestlige ende til før Torslundevej 19. For i dette område slår spejderne deres telte op.
Brandhøjgårdsvej afspærres helt fra Truelshøj i den nordlige ende til den sydlige udmunding af Tingstedvej ved Stærkende. Der vil være en bemandet afspærring af Brandhøjgårdsvej mellem Tingstedvej og Stærkendevej.

Særligt om 112-situationer
I materialet, som spejderne har sendt ud til naboerne, fremgår det om akut opståede situationer, der kræver udrykningskøretøjer, at lejrens beredskab har tæt dialog med myndighederne både på lejren og i Reerslev.
Skulle der opstå situationer, som kræver at udrykningskøretøjer lukkes ind, vil disse nå hurtigt og effektivt frem, uanset hvor behovet for hjælp er.
Hermed menes, at vejafspærringer fjernes i disse situationer.
Busse lægges om
Omlægning af trafik handler også om den offentlige trafik med busruterne 128 og 224, der under lejren kører ad en anden rute end normalt.

Normalt forbinder de to ruter Reerslev med omverdenen, men ruterne lægges udenom landsbyen i den periode af juli, hvor lejren foregår.
Der vil blive indsat særlige bybusser, som hver halve til hele time kører mellem lejren og Roskilde Station, samt mellem lejren og Høje Taastrup Station. Bussen stopper ved et busstoppested på lejren, som ligger på
Tranemosevej på bagsiden af Reerslev Kirke. Busserne kører i perioden 19.-25. juli og afgangstiderne forventes at kunne ses på Rejseplanen.dk.
På cykel og til hest
I hele perioden for lejren vil man kunne transportere sig rundt på almindelig cykel både inde på lejren og forbi vejafspærringer.
Under lejren er det ikke muligt at ride eller køre mountainbike i de dele af Hedeland, hvor Spejdernes Lejr befinder sig. De øvrige dele af Hedeland er fortsat tilgængelige.
Opmærksom på to datoer
Spejderne oplyser i det tilgængelige informationsmateriale, at de især på ankomstdagen 18. juli og afrejsedagen 26. juli forventer en hel del biler og busser nær lejren, da cirka 30.000 deltagere her fragtes frem eller tilbage. På afrejsedagen er der også mange ledere, der skal transportere grej fra lejrpladsen hjem til spejdergrupperne, og det vil forventeligt give forlænget rejsetid den dag. Derfor opfordrer spejderne også til at overveje, om bilkørsel er nødvendigt disse to dage.
Man kan læse meget mere om lejren på hjemmesiden for Spejdernes Lejr 2026.