Forberedelserne til åbningen af plastmageruddannelsen i Nordvestsjællands Erhvervs- og Gymnasieuddannelsers lokaler i Holbæk er i gang.
Uddannelsen slår dørene op 19. januar 2027 og skal imødekomme et stigende behov for faglært arbejdskraft i plastbranchen på Sjælland og Lolland-Falster.
Ronni Rasmussen, uddannelsesleder og lærerpladskonsulent på plastmageruddannelsen, og Peter Madsen Lundqvist, projektleder på NEG, står i front for implementeringen.
De bidrager begge aktivt til arbejdet med alt fra indretning af undervisningslokaler og indkøb af maskiner til rekruttering af faglærere og lærlinge samt opbygning af samarbejdsaftaler med virksomheder.
- Det er en stor og spændende opgave at bidrage aktivt til implementeringen af plastmageruddannelsen, siger uddannelsesleder og lærerpladskonsulent på NEG, Ronni Rasmussen, i en pressemeddelelse.
Stort behov
Peter Madsen Lundqvist fremhæver, at arbejdet omfatter etablering af nye undervisningsfaciliteter og moderne maskiner, der skal sikre eleverne en praksisnær uddannelse.
- Arbejdet med at opbygge uddannelsen er i fuld gang. Nye undervisningsfaciliteter og moderne maskiner skal på plads, så eleverne får de bedste rammer for en teknisk krævende uddannelse, og det er noget af det, jeg har fået til opgave at bidrage med, siger projektleder på NEG, Peter Madsen Lundqvist.
Uddannelsen kommer som svar på et klart behov blandt virksomhederne i regionen. Over 100 plastvirksomheder på Sjælland og Lolland-Falster producerer plast i mange former og mangler lærlinge.
- Der er over 100 plastvirksomheder på Sjælland og Lolland-Falster, som producerer alle mulige spændende former for plast. Vi er i fuld gang med at etablere kontakt til dem. Vi har allerede talt med mange og har f.eks. i Holbæk området været på besøg hos Plus Plus, Schoeller Plast og Prent, siger Peter Madsen Lundqvist.
Mere synlighed
Ud over disse har teamet også besøgt Don Plast i Sorø og DBI Plastics i Stenlille. Besøgene skal skabe kontakt, afdække virksomhedernes behov og åbne muligheder for lærlingesamarbejder.
Ronni Rasmussen og Peter Madsen Lundqvist lægger vægt på en målrettet indsats overfor både virksomheder og potentielle lærlinge. Der arbejdes grundigt med at matche de unge til de enkelte virksomheder, blandt andet i dialog og samarbejde med kommunerne.
- Det er en langt mere håndholdt indsats, fortæller Ronni Rasmussen.
NEG har desuden tilknyttet Jan Bybjerg Pedersen som projektkonsulent. Med over 30 års erfaring fra plastbranchen bidrager han med netværk og branchekendskab i arbejdet med at række ud til virksomhederne.
Ambitionen er, at flere unge får øjnene op for plastmagerfaget, mens virksomhederne bedre kan finde de lærlinge, de efterspørger. Uddannelsen skal desuden belyse plastbranchens udvikling, ikke mindst inden for genanvendelse og grøn omstilling.
Peter Madsen Lundqvist ser store muligheder i branchen og vil gøre faget mere synligt.
- Plast er overalt i vores hverdag – fra det vi bruger derhjemme til avancerede løsninger i industrien. Det er en branche med masser af muligheder, men mange unge kender den simpelthen ikke godt nok. Derfor er en vigtig del af vores arbejde at gøre plastmagerfaget mere synligt og interessant, så flere får øjnene op for de spændende karriereveje, der ligger i det, siger Peter Madsen Lundqvist.