Kommune erkender ansvar efter hård kritik fra fodboldformand

Kommunen anerkender frustrationen og skriver, at man gerne ville have fundet en løsning i tide. 

B.77 beskriver sig selv som en "ølklub" - altså en klub, der ikke får særlig meget tilskud, fordi de ikke har ungdomsårgange. Derfor er de i høj grad afhængige af salg af øl med videre, hvilket i øjeblikket står sløjt til.

B.77 beskriver sig selv som en "ølklub" - altså en klub, der ikke får særlig meget tilskud, fordi de ikke har ungdomsårgange. Derfor er de i høj grad afhængige af salg af øl med videre, hvilket i øjeblikket står sløjt til.

Foto: Arkiv

Irritationen bobler i Daniel Hammer. Han er færdig.

Ikke som formand for fodboldklubben B.77, men med at samarbejde med kommunen. Det her var dråben efter årevis af dårlig behandling fra kommunens side, siger han.

Formanden har netop ringet rundt til sponsorer, spillere og andre med relation til klubben for at fortælle, at lørdagens kampe er aflyst. Hvad der skulle have været en festlig fodbolddag, bliver nu én stor skuffelse for klubben. 

Det skyldes, at den fodboldbane på Valhøj Skole, som de spiller på, har en højdeforskel på 5-10 centimeter mellem det ene målfelt og resten af banen. Ifølge formanden gør højdeforskellen spillerne utrygge, fordi de risikerer at vrikke om og få skader.

Målfeltet har en højdeforskel på 5-10 centimeter i forhold til resten af banen; en slags
Målfeltet har en højdeforskel på 5-10 centimeter i forhold til resten af banen; en slags "trin", som gør, at spillerne er bange for at vrikke om. Man kan simpelthen ikke spille på det, mener B.77's formand Daniel Hammer. Foto: Privat

Daniel Hammer mener, at problemet opstod, efter kommunen fik lagt hybridgræs på banen i oktober 2025.

Ujævnheden i banen er endnu ikke blevet udbedret inden "tripelprogrammet" lørdag den 16. maj. Her skulle tre hold have spillet kampe, mens der var lejet hoppeborg, slushice- og popcornmaskiner og andet, som klubben nu har set sig nødsaget til at droppe, fordi banen ifølge formanden ikke er forsvarlig at spille på.

"Jeg gider ikke Rødovre Kommune mere," har Daniel Hammer derfor skrevet tirsdag i et langt opslag via B.77’s facebookprofil.

Her deler han også sine frustrationer i to videoer om klubbens samarbejde med kommunen.

Dårlig kommunikation

Klubben har det hårdt økonomisk. De har 30.000 kroner i underskud, medlemstallet er faldet med cirka 40 på en håndfuld år og kassereren er lige smuttet, fordi hun ikke gider mere. 

Ifølge Daniel Hammer er klubben afhængig af, at man kan afvikle arrangementer såsom det stort anlagte tripelprogram, som ifølge formanden ville have indbragt i omegnen af 10.000 kroner, men som nu er aflyst. 

Formanden mener, at kommunen i årevis har nølet i deres kommunikation med klubben.

For eksempel fik klubben ikke besked fra kommunen, da kommunen i 2023 byggede en parkeringsplads for enden af fodboldbanen. 

Parkeringspladsen har forkortet banen, men det behøvede slet ikke være tilfældet, siger Daniel Hammer, fordi parkeringspladsen i hans optik kunne være flyttet fem meter tættere på træerne i den anden ende. 

Daniel Hammer har illustreret, hvordan parkeringspladsen kunne være flyttet tættere på træerne ude til højre, så B.77's fodboldbane ikke var blevet mindre, og man ikke skulle søge dispensation til at spille på en mindre bane hos DBU.
Daniel Hammer har illustreret, hvordan parkeringspladsen kunne være flyttet tættere på træerne ude til højre, så B.77's fodboldbane ikke var blevet mindre, og man ikke skulle søge dispensation til at spille på en mindre bane hos DBU. Foto: Privat

Hvordan håndterede klubben kommunikationen med kommunen omkring den her parkeringsplads? 

- Teknisk set håndterede vi ikke nogen kommunikation. Vi fik at vide, at parkeringspladsen måske ville fylde halvdelen af vores bane. 

Daniel Hammer mener ikke, at B.77 burde have været mere opsøgende over for kommunen - tværtimod. 

- Hvis du bor i en forening, hvor der kommer en ny regel om, at du ikke må slå græs om søndagen, så får du besked om det. Så når Rødovre Kommune bygger og gør alt muligt, må de holde Teams-møder og høre foreninger og andre, om nogen har indvendinger eller forslag, siger han. 

- Jeg og mange fra andre foreninger i byen kan skrive under på, at der bare ikke er den form for kommunikation.

Selvom Daniel Hammer på Facebook gav udtryk for, at han var færdig med at samarbejde med kommunen, er han alligevel lydhør, hvis de - som han formulerer det - begynder at tage noget ansvar. 

- Mit største ønske er, at de kommer og banker på min dør. Jeg har givet min adresse i videoen, så de ved, hvor jeg bor. Jeg vil bare gerne have noget reel dialog for en gangs skyld, siger han. 

Børne- og kulturdirektør forstår frustrationen

Camilla Niebuhr er børne- og kulturdirektør i Rødovre Kommune. 

I en mail til Sjællandske Nyheder anerkender hun klubbens frustration oven på en periode, hvor man blandt andet har været udfordret af byggeprojektet på Valhøj Skole. 

Camilla Niebuhr forklarer, at Rødovre Kommune har haft en "klar aftale" med den eksterne leverandør om, at græsplænen skulle udbedres inden weekenden.

"Det har de ikke gjort, og det er selvfølgeligt ikke acceptabelt. Det har vi gjort klart overfor dem. Leverandøren har derfor lovet at møde op mandag morgen som det første, for at få udbedret forholdene, så banen lever op til det aftalte niveau," skriver hun.

Hun meddeler, at kommunen vil være til stede for at sikre, at banen bliver udbedret. 

"For det er selvfølgeligt kommunens ansvar – det vil vi ikke løbe fra."

Camilla Niebuhr tilføjer, at kommunen er "kede af, at turneringen i denne weekend er blevet aflyst." 

"Vi ville meget gerne have været i dialog, inden beslutningen blev truffet, så det havde været muligt at finde en anden løsning i tide."

Samtidig giver hun en håndsrækning til klubben. 

"Fra kommunens side ønsker vi først og fremmest at genetablere det gode samarbejde. Vi er klar til dialog, både med Daniel Hammer, bestyrelsen og resten af B77, så vi sammen kan finde løsninger og sikre, at klubben får de bedst mulige rammer fremadrettet," skriver hun.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...