Kalundborg byder i næste uge skoleelever fra hele landet velkommen, når Skolen på Herredsåsen står for afviklingen af Danmarksmesterskabet i skolefodbold. Fra tirsdag 19. maj til torsdag 21. maj skal 408 elever og lærere dyste om titlen som Danmarksmester i skolefodbold. Alle deltagende elever går i 6. klasse.
Kalundborg er stærkt repræsenteret ved turneringen. Både Herredsåsen og Nyrupskolen deltager med drenge- og pigehold. Hos drengene repræsenterer Herredsåsen Kreds Vestsjælland som kredsmester, mens Nyrupskolen har opnået samme status blandt pigerne. Begge skoler får desuden lov at stille med både drenge- og pigehold, da værtsrollen giver Kreds Vestsjælland en ekstra plads i begge rækker.
5. klasse på Herredsåsen har en vigtig rolle under mesterskabet. Eleverne skal drive et såkaldt fodboldhotel, hvor de tager sig af alt fra indkvartering til underholdning og bespisning. I disse dage har de derfor ikke almindelig undervisning, men indgår i vagter, der dækker alle nødvendige opgaver.
Alle kampe spilles på Munkesøen, hvor seks 8-mandsbaner danner rammerne om de mange opgør. Onsdag eftermiddag er der også mulighed for deltagerne at besøge Kalundborg svømmehal. Kalundborg kultur- og fritidsudvalg støtter arrangementet, så eleverne kan nyde denne oplevelse sammen.