I sidste uge afleverede tømrerelever fra Campus Odsherred en nybygget pergola til Bobjergcentret i Asnæs.
Eleverne har gennem deres afsluttende projekt haft ansvaret for både byggeproces og montering, og opgaven har givet dem mulighed for at bruge deres faglighed udenfor skolens værksted.
Pergolaen indgår i et større anlægsprojekt omkring Bobjergcentret, hvor en sansesti omkranser plejehjemmet. Stien skal give beboerne adgang til forskellige havemiljøer. Nyttehaven, hvor pergolaen er placeret, byder på højbede, blomster og frugttræer, og bliver nu et sted, hvor både beboere og pårørende kan samles og opleve haven sammen.
Tømrerfaglærer Henrik L. Mühlenfeldt-Hladka fra Campus Odsherred understreger betydningen af at give eleverne praktiske opgaver med værdi for andre.
- Når eleverne arbejder med rigtige opgaver til rigtige mennesker, vokser de med ansvaret. De oplever, at deres arbejde har en værdi, og at det, de lærer på uddannelsen, kan bruges til noget, der gør en forskel for andre, siger tømrerfaglærer Henrik L. Mühlenfeldt-Hladka, i en pressemeddelelse.
På Campus Odsherred fokuserer undervisningen på praksisnære projekter, hvor elever får ansvar og kan se, hvordan deres indsats får betydning i lokalsamfundet. Projektet med Bobjergcentret markerer et samarbejde mellem erhvervsuddannelsen og de lokale institutioner.
For tømrereleverne giver det ekstra motivation at samarbejde med personer udenfor skolen og at bygge noget, andre får glæde af.
- Det har været fedt at arbejde på noget, som skal bruges af andre bagefter. Man bliver mere motiveret, når det ikke bare er en øvelse, men noget der rent faktisk skal stå derude og bruges, siger Oliver William Gøthammar, elev på tømreruddannelsen.
Pergolaen står nu færdig på Bobjergcentrets grund og skal fremover fungere som et samlingspunkt i haven for beboere og besøgende. Projektet viser, hvordan samarbejde mellem uddannelsesinstitutioner og lokale aktører kan skabe synlige resultater både for elever og for byen.