Er du i humør til at male byen rød i weekenden, men ved ikke, hvor du skal tage hen? Frygt ikke, for her kommer fem bud på, hvad du kan tage ud til.
Kæmpe klædeskab
Hal 7 på Musicon forvandles til et stort klædeskab fyldt med brugt tøj, når secondhand-tøjbutikken Om-Klædning og Musicon Events holder Klædeskabsmarked.
Markedet byder på mere end 50 stande samler både private sælgere og kreative ildsjæle, som rydder ud i garderoben og giver kvalitetstøj en ny chance hos andre. Der er gratis adgang.
Hal 7, Musicon, lørdag 16. maj kl. 11-17.
Eurovision med bingo
Der er dømt fuld plade, når 28 Live Bar i Ringstedgade inviterer til Eurovision Sing Along Drag Bingo Show.
Først er der drag bingo med værterne Donatella Divanese og Miss Cassy Cuntless, hvor der både kan vindes præmier og skråles med på kendte grand prix-hits.
Bagefter vises den store finale live på storskærm fra Østrig.
28 Live Bar, lørdag 16. maj, kl. 19.

Stort svømmestævne
Roskilde Svømning er i weekenden vært for det store nationale svømmestævne Roskilde Open 2026, og det betyder, at 50 meter-bassinet i Roskilde Badet vil være optaget fra fredag eftermiddag til søndag aften.
Til gengæld er der gratis adgang til svømmestævnet, så man har mulighed for at se de dygtige svømmere i aktion. Man skal dog være forberedt på, at det kan blive ekstra svært at finde p-pladser i området.
Roskilde Badet, lørdag 16. og søndag 17. maj kl. 9-15.

Maratonløb for heste
Er man mere til heste, kan det være værd at tage til Hedeland, hvor Sportsrideklubben holder distanceridt.
Rytterne skal ride alt mellem seks og 82 kilometer, og der vil også være en klasse for kæpheste.
Stævnepladsen er placeret på p-pladsen ved naturlegepladsen, Vindingevej 201, og alle er velkomne til at kigge forbi og opleve ridningens svar på et maratonløb.
Hedeland, lørdag 16. maj kl. 9-19.
Børn skal headbange
Heavy metal er ikke kun voksne. De seneste år har Gimle for Børn holdt metal-koncerter, hvor børn kan stifte bekendtskab med genren i trygge (og alkoholfrie) omgivelser sammen med deres voksne.
På søndag spiller Maiden Aalborg, som også kan opleves aftenen før på Gimle sammen med GN'R Tribute.
Gimle, søndag 17. maj kl. 14.30.