Gruppen ”Ren natur på Ny Allerødgårds jorde” arbejder for at skabe natur på hele Ny Allerødgårds jorde og har netop afholdt sit første møde.
Seks personer deltog på mødet, hvor deltagerne drøftede gruppens strategi og tilgang. Topsoes forslag om erhvervsbyggeri fyldte meget på dagsordenen. De diskuterede også emner som områdets nærhed til Blovstrød, kildeplads, trafik, skovbyggelinje, stationsnærhed, tilbuddet fra Naturstyrelsen om at købe jorden, kommuneplan, planstrategi og lokalplaner.
- I gruppen er vi enige om, at vi arbejder for natur på hele området, og ikke kun en del af det. Planerne fra Topsoe er skræmmende, da stort set hele området vil blive erhverv, med næsten ingen plads til at genskabe natur, lyder det fra Mia Verniere og Jørgen Ekstrøm Jakobsen.
Arbejdsgruppen har allerede planlagt et nyt møde, hvor de vil arbejde videre med konkrete initiativer og borgerinddragelse. Gruppen opretter desuden en Facebook-gruppe, hvor interesserede kan følge med og bidrage med input.