Der var flere parcel- og rækkehuse til salg i april sammenlignet med måneden før.
Tal fra Finans Danmark viser, at udbuddet af boliger steg med 2,2 procent på landsplan. Sådan lyder det mandag i en pressemeddelelse.
I alt var der ved udgangen af april 26.656 parcel- og rækkehuse til salg i hele landet.
Udbuddet steg i 10 ud af 11 landsdele. Kun i Østjylland var der et mindre fald på 0,3 procent.
De største månedlige stigninger ses i København og Østsjælland, hvor der var henholdsvis 10,5 procent og 8,8 procent flere boliger til salg end i marts.
Udbuddet af parcel- og rækkehuse i april var dog stadig lavere end for et år siden.
/ritzau/