Den danske forsker Poul Thorsen er blevet udleveret fra Tyskland til en straffesag i USA. Det oplyser amerikanske myndigheder fredag.
I et opslag på X vises en video, hvor man ser betjente modtage den danske statsborger, da han er ankommet til Atlantas lufthavn med et fly fra Delta Air Lines.
Betjentene er fra generalinspektøren under det amerikanske sundhedsministerium.
På baggrund af et ønske fra USA blev den 65-årige vaccineforsker og læge 4. juni sidste år anholdt i Tyskland og derefter varetægtsfængslet. Anholdelsen skete, da han rejste i tog og havde været på ferie i Østrig.
Sagen skyldes et anklageskrift helt tilbage fra 2011.
Påstanden er, at danskeren har begået strafbart forhold i sin håndtering af amerikanske forskningsmidler. Han skal have tilegnet sig mere end en million dollars, hævdes det.
For nogle år siden afslog byretten i Odense at udlevere danskeren til USA, men nu er det amerikanske ønske altså efterkommet af Tyskland.
I den seneste tid har advokat Jan Schneider forsøgt at få danske myndigheder til at gribe ind, så udleveringen kunne stoppes, men det har vist sig forgæves.
Den 65-årige læge nægter sig skyldig.
Sagen er speciel, fordi den nuværende amerikanske sundhedsminister, Robert F. Kennedy Jr., ifølge Politiken har stemplet danskeren som en "berygtet svindler".
Netop på den baggrund har advokat Scneider rejst tvivl om, hvorvidt Thorsen vil få en retfærdig rettergang.
Til Politiken har advokaten påpeget, at Thorsen i årevis har gået rundt i Danmark som en fri mand.
- Vi har en dansk retsafgørelse, som siger nej til udlevering. Der er ingen rimelighed i, at det er Tyskland, som skal tage stilling til, om en dansk statsborger skal udleveres til USA, har Jan Schneider udtalt.
Straffesagen skal gennemføres i delstaten Georgia. Her har Centers for Disese Control and Prevention hovedkvarter. Det er en styrelse under det amerikanske sundhedsministerium. Det var netop midler fra CDC, som danskeren ifølge tiltalen skal have tilegnet sig.
/ritzau/