Maskerede mænd overfaldt gravid kvinde og mand på Midtsjælland

Retsformand i Roskilde har talt om yderst meningsløs vold i en sag om et overfald, som fandt sted i Borup

En gruppe unge mænd valgte at maskere sig, inden de i april sidste år kørte fra Køge til Borup for her at overfalde et yngre kærestepar.

Kvinden, der var gravid, blev slået, sparket og væltet omkuld, og samme behandling fik hendes partner.

Fredag har Retten i Roskilde dømt tre mænd for særligt farlig vold. En 20-årig mand er idømt halvandet års ubetinget fængsel, mens to unge på 19 år hver er idømt fængsel i et år.

Retsformanden har i forbindelse med domsafsigelsen talt om "uprovokeret og yderst meningsløs vold", oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Optakten bestod i, at den unge mand fra kæresteparret nogle dage forinden havde haft en mundtlig kontrovers med en søster til en af de nu dømte.

Derfor rykkede de unge ud fra Køge for at give manden det, som de selv kaldte en skideballe.

I retten har de erkendt såkaldt simpel vold, har det regionale medie sn.dk tidligere rapporteret.

Men det blev altså langt værre. Oveni frarøvede de også kæresteparret en stor æske chokolade.

Overfaldet skete, netop som parret var stået af en bus.

Siden er parret flyttet fra området, og under retssagen har det mandlige offer i sagen ifølge sn.dk fortalt om konsekvenserne.

- Jeg kunne ikke gå uden for en dør i lang tid, og jeg er fuldstændigt stoppet med at tage bussen, sagde han.

Også hans kæreste har været stærkt påvirket. Deres barn tog dog ingen skade.

De tre dømte har anket dommen til landsretten. At straffen til den ene er fastsat til halvandet år skyldes, at han også er dømt for besiddelse af 50 gram kokain.

/ritzau/

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...