I ugen op til pinse - fra tirsdag den 19. maj til og med lørdag den 23. maj - kan børn og familier opleve Det Kongelige Teaters mobile børneunivers Postyrium helt gratis på Klostertorvet foran Kalundborg Bibliotek.
Her åbner tre store containere fyldt med kostumer, rekvisitter, instrumenter, lyde og farver dørene ind til det kongelige teaters forunderlige verden.
Holten vil snuse til kulturen
Kalundborg får ved sammel lejlighed fint besøg fra den danske scenekunstverden, når Kasper Holten, teaterchef ved Det Kongelige Teater, lægger vejen forbi den 21. maj.
Kasper Holten besøger Kalundborg for at høre om kulturlivet i Kalundborg Kommune og opleve det lokale samarbejde omkring kunst og kultur for børn og familier.
Ud over at opleve børneuniverset Postyrium, vil han deltage i årets kulturpakkemøde for lærere.
Udklædning og ballettrin
Ved samme lejlighed offentliggøres mere end 600 scenekunst- og kulturoplevelser til børn i Kalundborg Kommune i det kommende skoleår.
Ved Postyrium kan børn blandt andet prøve ballettrin foran et stort spejl, lytte til instrumenter fra orkestergraven, klæde sig ud og skabe deres egne små forestillinger.
Postyrium anbefales særligt til børn i alderen 4–10 år. Det er gratis og kræver ingen tilmelding.
Biblioteket har i samme anledning sat klæd-ud tøj frem i børnebiblioteket og udstillet bøger om ballet, musik og scenekunst.
Kendt for sin børnekultur
Kalundborg har fået et stærkt brand i børnekulturkredse for sit mangfoldige kulturudbud til børn.
Gennem mange år har blandt andet Musisk Skole, Kalundborg været med til at skabe kunstneriske oplevelser og undervisning af høj kvalitet inden for musik og sang.
Den Kulturelle Rygsæk i Kalundborg er kendt landet over som et stærkt eksempel på, hvordan kunst og kultur kan være en naturlig del af børns hverdag.
Hvert år møder alle skolebørn professionelle kunstnere gennem teater, musik, dans og kreative workshops – både ude på skolerne og ved fælles kulturarrangementer rundt omkring i kommunen.
Fakta om Postyrium
- Postyrium er Det Kongelige Teaters univers på hjul.
- Postyrium havde premiere i 2021 og har siden besøgt byer over hele Danmark
- Det lander på Klostertorvet foran Kalundborg Bibliotek 19.-23. maj.
- Her er der åbent tirsdag, onsdag, torsdag kl. 14-16, fredag kl. 14-17 og lørdag kl. 10–16.
- Formiddagene på hverdage er reserveret til skoler og daginstitutioner.