Frivillige hyldes i Egedal - de gør en uvurderlig indsats for fællesskabet

Nu kan borgerne indstille frivillige til én af årets frivillighedspriser. Her ses tre tidligere glade prisvindere i Egedal Kommune.

Nu kan borgerne indstille frivillige til én af årets frivillighedspriser. Her ses tre tidligere glade prisvindere i Egedal Kommune.

Foto: Arkivfoto: Kenneth Tanzer

Egedal har flere frivillige ildsjæle, der dagligt knokler for idrætsklubberne og de kulturelle foreninger. Dem vil kommunen gerne fejre ved at uddele en række priser, og nu har borgerne mulighed for at indstille sine kandidater til én af årets frivillighedspriser i Egedal Kommune.

Indstillingen er åben nu, og alle kan indstille en person, forening eller gruppe, der gør en forskel gennem frivilligt engagement. Priserne uddeles ved Kultur- og Fritidsmessen den 12. september 2026.

Formand for Idræts-, Fritids- og Kulturudvalget i Egedal Kommune, Allan Bøwig (DF), håber, at mange vil indstille kandidater til priserne.

- De frivillige gør en uvurderlig indsats for fællesskabet i Egedal. De skaber aktiviteter, sammenhold og muligheder for andre uden at forlange noget igen. Jeg håber, at mange vil benytte denne lejlighed til at anerkende det store frivillige arbejde ved at indstille én kandidat til årets frivillighedspriser, siger han.

I år uddeles fem frivillighedspriser. Udover de fire priser, som er kendt fra tidligere år, indføres i år en ny pris til årets unge frivillige: Ildsjæleprisen – til den frivillige, der gør en ihærdig og vedvarende indsats. Prisen gik sidste år til Birgitte Knak-Nielsen, formand for Egedal Flygtningenetværk.

Kulturprisen – til en forening eller gruppe, der skaber kulturelt liv og oplevelser. Prisen gik sidste år til Ledøje Revyen.

Initiativprisen – til nye eller nyskabende indsatser, der har gjort en mærkbar forskel. Prisen gik sidste år til Leif Jensen og initiativet til Fejring af Danmarks Grundlov.

Fællesskabsprisen – til en indsats, der styrker samvær, fællesskab og livskvalitet. Prisen gik sidste år til Nørkle Caféen i Smørum.

Årets unge frivillige – til en person under 25 år, der går forrest og inspirerer andre.

Leif Jensen, der modtog Initiativprisen for Fejringen af Danmarks Grundlov, fortæller om prisens betydning.

God anerkendelse

- Initiativprisen var en god anerkendelse. Prisen var medvirkende til, at vi gentager arrangementet i år. Det handler ikke kun om Grundloven, men også om at skabe et større fællesskab i Stenløse og i hele Egedal Kommune i anledning af Grundlovsdag. Jeg synes, vi kom tættere på at opleve, hvad vi har til fælles, siger han.

Man kan indstille én eller flere personer, foreninger eller grupper. Man behøver ikke selv at være frivillig for at indstille. Alle indstillede får besked om, at de er indstillet. Fristen for at indstille er den 24. august 2026.

Indstillingen sker via Egedal Kommunes hjemmeside: https://egedalkommune.dk/mit-liv/kultur-fritid-og-idraet/frivillige-og-foreninger/sammen-om-frivilligheden

Det er Idræts-, Fritids- og Kulturudvalget, som udvælger vinderne af priserne på baggrund af indstillingerne.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...