Når nogle af verdens bedste cykelryttere deltager i Copenhagen Sprint 13. og 14. juni, får trafikanter i Rødovre mærkbare ændringer i trafikken at føle. World Tour-cykelløbet samler både kvindelige og mandlige ryttere over to dage med start i Roskilde og afslutning i København.
Lørdag kører kvinderne, og søndag tager herrerne over. Sidste år stod mere end 250.000 tilskuere langs ruten, og arrangørerne regner igen i år med stor opbakning.
Trafikale ændringer i Rødovre
Når kvinderne har cyklet cirka 107 km, og mændene cirka 158 km, kommer de til Rødovre.
Her lukker myndighederne midlertidigt vejene på ruten og tilstødende sideveje, mens feltet kører igennem. Afspærringerne træder i kraft cirka en time før rytterne forventes at passere, og de ophæves kort tid efter, at alle ryttere og følgebiler har forladt området.
Lørdag 13. juni påvirkes trafikken i tidsrummet klokken 14.45-17.00. Søndag 14. juni sker det mellem klokken 13.30 og 15.30.
Ruten begynder i Roskilde og fortsætter gennem Nordsjælland mod København. Undervejs passerer feltet Frederikssund, Hillerød og Humlebæk – den sidste kun søndag – før løbet afsluttes på en rundstrækning med målstreg ved Statens Museum for Kunst.
- Vi ved, at Copenhagen Sprint påvirker trafikken, og derfor opfordrer vi alle til at planlægge deres transport i god tid. Til gengæld er det muligt at få en helt unik oplevelse lige uden for hoveddøren, siger direktør for Copenhagen Sprint Tobias Hoff, i en pressemeddelelse.
Gode råd til trafikanter
Arrangørerne anbefaler, at man ikke parkerer på ruten, tjekker Rejseplanen ved brug af offentlig transport, søger aktuel trafikinformation før afgang og lytter til DR P4 Trafik undervejs. Man bør tage cykel, tog eller metro, hvis det er muligt, og motorvejene forbliver åbne hele weekenden.