Efter bomberne havde regnet ned over Sønderjylland, og Danmark havde lidt et nederlag ved Slaget ved Dybbøl i 1864, vendte soldaten Christian Ludvigsen hjem til Farum, uden det ene ben. Det var blevet skudt af. Og den krigsinvaliden soldat var ikke i stand til at tage vare på sin familie.
Sognet følte en særlig forpligtelse over for den tapre soldat, der havde kæmpet for sit fædreland, og tog opgaven på sig. Løsningen blev, at man oprettede Farum Asyl.
I dag er asylet bedre kendt som Børnehaven Skomagerbakken, hvor 21 Farum-børn har deres daglige gang.
Vi fortæller her i samarbejde med Farum Lokalhistoriske Forening uddrag af børnehavens lange historie i anledning af, at den har eksisteret i 130 år. Uddragene tager udgangspunkt i "I omsorgens og forsorgens tegn" af Henrik Zip Sane og en artikel bragt i foreningens blad Majtræet i august 2014.
Asylmutter for 10 rigsdaler
Tilbage i 1867, hvor asylet blev oprettet, ansatte man soldatens hustru, Sidse Marie Ludvigsen, som asylmutter. På hendes månedlige lønseddel stod 10 rigsdaler, som i dag svarer til 20 kroner.
Familien fik også en bolig i forlængelse af asylet, som brændte i 1910, men indtil da lå i Farum Hovedgade 55. Det job havde hun indtil sin død små 20 år efter.
Børn fra trange kår
Kredsen bag asylet oprettede et asylselskab, der skulle sikre økonomien
til driften af asylet. I denne gruppe sad de, der der udgjorde den lokale samfundselite.
Børnene, der blev passet i asylet, kom fra mindrebemidlede familier. Mange af dem har været børn af kvinder, der af en eller anden grund måtte tage arbejde uden for hjemmet.
I 1896 besluttedes det at asylet skulle flytte fra Farum Hovedgade til en nyindkøbt ejendom på P.E. Rasmussensvej, hvor børnehaven Skomagerbakken stadig ligger i dag.
En ny familie flyttede ind, hvor hustruen blev asylmutter.
Fra folketællingerne fra 1911 og frem kan man se, at der ikke længere boede flere familier i asylets ejendom. Det skyldtes formentlig, at man ville have mere plads til børnene.
I perioden 1910-25 blev der kloakeret samt lagt vand og elektricitet ind. De moderne tider var således også ved at nå asylet. Bestyrelsen blev nu også tegnet af de mænd, der gik ind for en udvikling af Farum fra landsby til stationsby.
Læs også
- Sivhuset blev et frirum i en umulig tid: - Det var her, jeg kunne sænke skuldrene og lade op
- Skomagerbakken fejrer 130 års jubilæum
Leg og lus
Naboens datter Birgitte Mandel kom som barn i asylet i denne periode.
- Vi nabobørn fik lov til at komme over og lege med, når vi ikke havde andet at tage os til. At vi så reddede os nogle lus, var mor knapt så begejstret for. Dengang var lus i modsætning til i dag, et tegn på fattigdom og en absolut skamplet, som det
gjaldt om at få væk i en fart—og tie stille med.
- Legetøj var der naturligvis ikke meget af i asylet, men børnenes fantasi behøvede ikke så meget for at udfolde sig, og der var et muntert leben fra morgen til aften, ikke mindst på den dejlige , lange bakkede legeplads - uden redskaber eller sandkasse, men med græs, sol og frisk luft, lidt skrammel og de gravehuller man selv kunne lave.
- At der ikke var meget at rutte med i Asylet, så jeg også, når de forkølede næser skulle snydes. Det skete med et stykke avispapir. Jeg husker endnu min betuttelse ved det særegne syn, har hun fortalt til lokalarkivet.
I 1930'erne var asylet så småt ved at ændres til en børnehave, hvor man lagde mere vægt på hygiejne, ordentligt opsyn og leg som middel til opdragelse. En ting havde dog ikke ændret sig - det var stadigvæk kun mindrebemidledes børn, der gik i Asylselskabets Børnehave.
I starten af 1947 blev der nedsat et børnehaveudvalg. Den hidtidige asylbestyrerinde
blev afskediget og stillingen som børnehavelærerinde blev slået op. Den første børnehavelærerinde blev Kamilla Breindahl, der nu skulle sikre ændringen fra asyl til børnehave.
Børnehaven blev nu også brugt af mange andre end byens arbejdere. Flere af det nye stationsbyborgerskab, blandt andet de mange forretningsdrivende, fik behov for pasning af deres børn i dagtimerne.
I takt med Farums overgang fra landsby til stationsby, voksede antallet af børn, og med de større krav, det stillede til en børnehave, blev det nødvendigt med mere personale.
En af de medhjælpere, der blev ansat, var Ruth Andersen, der har beskrevet livet i børnehaven omkring 1950:
- Der var en dejlig atmosfære i huset, og der duftede altid af ny fernis og maling for alting blev holdt så pænt, børnenes legetøj blev jævnligt vasket, og det hele var lyst og venligt. Der var ca. 29-30 børn. Op til fastelavn sad vi og lavede ris med børnene. Vi havde en meget hyggelig lille veranda med glas, og der blev risene sat hele vejen
rundt; det så festligt ud, også set udefra. Vi lavede også dragter af crepepapir
til børnene, så de blev til små blomsterbørn.
Læs også
Husker stadig gamle dage
I den selvejende institution er der i dag nogenlunde samme antal som i 1951, hvor der var 21 børn, men i dag er der yderligere 18 dagsinstitutioner samt den kommunale dagpleje i den tidligere Farum Kommune.
- Farums ældste børnehave har sin egen plads i byens kulturhistorie. Grundet børnehavens alder er der mange i byen, som på forskellig vis har haft tilknytning til børnehaven. Og det sker, at vi møder ældre mennesker i lokalområdet, der kan fortælle om ’gamle dage’ i børnehaven, fortæller børnehavens nuværende leder Camilla Kvan Clausen i en pressemeddelelse.
I anledning af Skomagerbakkens 130 års fødselsdag inviterer børnehaven til åbent hus torsdag den 21. maj 2026 klokken 15 til 17 på P.E. Rasmussensvej 3.
- Vi håber, at se en masse børn og voksne, som har eller tidligere har haft deres gang i børnehaven, samt naboer og samarbejdspartnere, siger børnehavelederen i den forbindelse.