Politiet afblæser fredag eftermiddag opfordringen til at lukke døre, vinduer og ventilationsanlæg i området omkring Skovlunde Byvej i Skovlunde, hvor der tidligere på dagen udbrød en kraftig brand.
Kort efter klokken 13 skriver Københavns Vestegns Politi på Politi Update, at branden er under kontrol.
- Branden er nu så meget under kontrol, at tidligere anbefalinger om at lukke døre og vinduer, samt slukke ventilation hermed ophæves. Brandvæsnet arbejder fortsat på stedet med efterslukning, lyder meldingen.
Politiet tilføjer, at to personer har været tilset af sundhedsfagligt personale på stedet i forbindelse med branden. De har dog ikke været behandlingskrævende.
Meldingen om branden i virksomheden Helge Lønhart A/S på Skovlunde Byvej 100 indløb via 112 klokken 10.07. Beredskab Øst, Københavns Vestegns Politi og ambulancetjenesten rykkede straks ud til stedet.
Kort efter udsendte politiet en opfordring til beboere i området om at lukke døre og vinduer.
- Branden udvikler en del røg, som pt. går lige op i luften. Beboere i området opfordres til at lukke døre og vinduer og slukke evt. ventilation. Følg venligst vores anvisninger på stedet, skrev politiet på Politi Update.
Virksomheden Helge Lønhart A/S er ifølge firmaets hjemmeside en grossistvirksomhed, der forhandler produkter inden for vand- og afløb. Det drejer sig blandt andet om rør.
Beredskab Øst beskrev tidligere fredag indsatsen som "en omfattende udrykning" med 15 køretøjer og 30 brandfolk.
- Branden er meget synlig, da det er en plastvirksomhed, som medfører en stor røgfane. Branden er dæmpet og spreder sig ikke, meddelte Beredskab Øst på X ved 11-tiden.
Beredskab Øst er tilstede ved en brand på virksomhed i Skovlunde med en omfattende udrykning.
— Beredskab Øst (@BeredskabOest) May 8, 2026
Branden er meget synlig, da den er en plastvirksomhed, som medfører en stor røgfane.
Branden er dæmpet og spreder sig ikke.
Beredskab Øst er tilstede med 15 køretøjer og 30 brandfolk. pic.twitter.com/pUXzJnh71Q
Klokken 11.30 oplyste Københavns Vestegns Politi på Politi Update, at branden og røgfanen var aftagende. Men de omkringliggende virksomheder skulle fortsat være opmærksom på røgen.
- DTU Ballerup og kollegierne nord derfra kan fortsat opleve røggener. De opfordres til fortsat at lukke døre og vinduer og slukke evt. ventilation. Vi og brandvæsnet arbejder fortsat på stedet, lød politiets melding.
Men nu er advarslen mod røgen altså ophævet.
Politiet har fredag eftermiddag endnu ikke oplyst noget om den mulige brandårsag.
