Højtlæsning kan samle og skabe nærvær

Foto: SJM

Mange familier har demens tæt inde på livet, også i Stevns Kommune. Når sygdommen rammer, kan hverdagen for både den ramte og de pårørende blive præget af usikkerhed og tab af fælles aktiviteter. Men én ting kan stadig samle og skabe nærvær - højtlæsning.

Om det handler et arrangement torsdag den 28. maj klokken 16.30-18.00 om i Sundheds- og Frivillighedscenteret. Her inviteres borgere til et gratis foredrag om højtlæsningens betydning for mennesker med demens og deres pårørende. Det holdes af forfatter og foredragsholder Sussi Albeck og sker i et samarbejde mellem Stevns Kommunes team ABC for mental sundhed og Stevns Bibliotekerne.

Sussi Albeck fortæller om, hvordan litteratur og højtlæsning kan skabe meningsfuldt samvær, også når sproget og hukommelsen svigter. Højtlæsning kan vække sansninger, følelser og genkendelse og give plads til nærvær, selv når samtalen er svær.

- Vi ved, at mange pårørende efterlyser konkrete og meningsfulde måder at være sammen på, når demens bliver en del af hverdagen. Her kan højtlæsning noget helt særligt - det kræver ikke forkundskaber, men skaber nærvær og fælles oplevelser, siger Dorte Machholdt Gagnér fra Stevns Bibliotekerne.

Foredraget henvender sig både til pårørende, fagpersoner, frivillige og andre med interesse for demens og menneskeligt samvær. 

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...