Hver eneste dag stiller vi her på Sjællandske spørgsmål til andre - til kommuner, virksomheder, alle dem, der har ansvar og magt.
Hvorfor gjorde I, som i gjorde? Hvad er konsekvenserne? Kan I egentlig stå på mål for jeres beslutninger?
At stille spørgsmål på vegne af borgerne i lokalsamfundet er vores kerneopgave, men vi bliver også stadig mere bevidste om, at det forpligter den anden vej.
- Dette debatindlæg udtrykker afsenderens holdning.
For hvorfor prioriterer vi præcis de historier de historier og sager, som fylder på nettet og i avisen? Hvorfor fylder nogle sager mere end andre? Og hvad er det egentlig, vi vil med et lokalmedie som Sjællandske?
Sjællandske i bevægelse
Det er spørgsmål, vi skal kunne svare ordentligt på.
Sjællandske er i bevægelse i disse måneder. Vi har en fornyet og meget klar ambition om at være endnu tættere på det lokale liv på Syd- og Vestsjælland.
Vi vil være tættere på de mennesker, virksomheder og beslutninger, der former hverdagen netop her. Vi vil være tættere på de sager, der reelt betyder noget for lokalsamfundet.
Det kræver stærk journalistik og en konstant nyhedspuls, men medievirkeligheden anno 2026 kræver i min verden også, at vi som en aktør i lokalsamfundet også er tydelige om de valg, vi træffer undervejs.
Derfor lancerer vi i dag klummeformatet Redaktørens blik.
Her vil jeg og mine redaktørkolleger løbende give et indblik i vores tanker om journalistikken, de prioriteringer vi foretager, og forholde os til det lokalsamfund, vi er sat i verden for at dække.
Krav om åbenhed forpligter
Nogle gange vil vi have en klar holdning til en vigtig lokal sag, der kalder på det. Andre gange vil det være en forklaring. Hvorfor vi dækker, som vi gør. Hvorfor vi prioriterer, som vi gør.
Ind imellem vil det tage udgangspunkt i spørgsmål, kritik eller noget, der undrer. De fleste gange kan vi forklare, som vi gør. Men vi er mennesker, og vi begår også fejl, og det skal vi kunne erkende, når der er behov for det.
I bund og grund handler det om at komme tæt på - ikke bare geografisk, men også i måden vi arbejder på og taler med jer, der betaler for at læse og bruge os.
Når vi forventer stor åbenhed af andre, så skal vi også kunne levere den selv.
Har du input til mig, så send dem til anders.rostgaard@sn.dk