Sportsråd efterlyser aktiviteter til børn i sommerferien

Tilmeldingen er nu åben til 'Sommer i Sorø 2026', hvor Sorø Sportsråd opfordringer lokale foreninger, kulturinstitutioner og andre til at byde ind med aktiviteter for børn og unge i sommerferien.

Det er 37. år i træk, at 'Sommer i Sorø' samler kommunens  engagerede kræfter om at skabe gode ferieoplevelser.

- Børnene har brug for gode fællesskaber og oplevelser i sommerferien. Samtidig er Sommer i Sorø en oplagt mulighed for at vise sin forening eller institution frem for nye medlemmer og gæster, inden efterårssæsonen går i gang, lyder opfordringen fra koordinator John Christoffersen i en pressemeddelelse fra Sorø Sportsråd.

Børnene har brug for gode fællesskaber og oplevelser i sommerferien.

John Christoffersen, Sorø Sportsråd

Alle typer aktiviteter er velkomne - sport, bevægelse, kreativitet, natur, kultur, læring, leg og oplevelser. Og både foreninger, biblioteker, museer, institutioner og andre lokale arrangører opfordres til at deltage.

Den formelle deadline for tilmelding er den 22. maj, men arrangører opfordres til at indsende oplysninger hurtigst muligt, så aktiviteterne kan komme online løbende.

Tilskud til instruktører

Foreninger, der tilbyder gratis aktiviteter, kan forvente et tilskud på 225 kroner pr. aktivitetstime til deling mellem instruktørerne.

Der ydes som udgangspunkt tilskud til maksimalt tre timer pr. dag og op til 24 timer i alt, medmindre andet aftales. Det forventes desuden, at der altid er mindst to voksne/instruktører til stede ved aktiviteterne.

Reglerne om børneattester gælder også for sommerferieaktiviteterne.

Kom også med ufærdige ideer

Tilmelding af aktiviteter kan ske via www.sommerisoroe.dk, og Sorø Sportsråd opfordrer arrangører til at sende ideer ind – også selvom aktiviteten endnu ikke er helt på plads.

- Sommerferien kommer hurtigt tæt på, så vi vil hellere høre fra arrangørerne tidligt. Vi er klar til dialog og hjælper gerne med at få idéerne gjort færdige, siger John Christoffersen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...