Et boligprojekt i Havdrup rykker tættere på opførelse efter adskillige års forberedelser. Ejendomsudvikler Thomas Erringsø begyndte idéarbejdet i marts 2021, og sammen med Gefion Group er projektet Havdrup Skovby nu klar til at tage form. Første spadestik nærmer sig, og området, som ligger ved Solrød Bæk, bliver hjemsted for nye boliger og naturfaciliteter.
Den første etape omfatter 150 boliger, hvoraf villaer og rækkehuse opføres både i ét og to plan. Udviklerne har særligt fokus på et seniorbofællesskab med 30 boliger og et fælleshus. Thomas Erringsø peger på baggrunden for projektet:
- Idéen til hele projektet udsprang af ønsket om at skabe attraktive boliger til seniorer, der gerne vil blive boende i lokalområdet, men som samtidig ønsker en bolig, der passer bedre til deres livssituation, fortæller Thomas Erringsø.
Seniorboligerne bliver mellem 75 og 110 kvadratmeter og fælleshuset får blandt andet et orangeri og sedumtag. Den eksisterende gård i området omdannes til fællesfaciliteter for hele Havdrup Skovby.
Området udstyres også med faciliteter som padelbane og multibane, hvilket skal styrke sammenhold på tværs af generationer. For at imødekomme efterspørgslen på seniorboliger reserverer udviklerne fortrinsret til borgere fra Solrød Kommune.
Lokale borgere har deltaget i borgerinddragelse under planlægningen og påvirket fordelingen af boligtyper. Gefion Group lægger vægt på det gode samarbejde med kommunen.

- Vi har haft et forbilledligt samarbejde med kommunen og er meget tilfredse med den lokalplan, der sikrer, at vi nu kan gå i gang med at realisere en helt unik bydel, som både de kommende beboere, Havdrup og Solrød Kommune kan være stolte af, siger projektudviklingschef Jeppe Erikstrup Møller.
Projektets boliger adskiller sig blandt andet ved andelen af mindre boliger. Ifølge Natasha Damgaard, salgschef i Gefion Group, mærker man i markedet en særlig interesse for boligtypen:
- Vi glæder os enormt meget til at indlede salget af både seniorbofællesskab og øvrige rækkehuse, der med deres størrelse og indretning imødekommer den efterspørgsel, vi oplever i markedet, udtaler Natasha Damgaard.
Partnerskabet mellem Gefion Group og Thomas Erringsø står for opførelse og salg af 54 boliger samt fælleshus og øvrige fælles faciliteter, mens Lind & Risør bygger og sælger de resterende 96 boliger i første etape.