Læser: Sprøjtegift på Damgårdsarealet – er det vejen frem?

Leif Pedersen undrer sig.

Leif Pedersen undrer sig.

Foto: Kasper Ellesøe

Forleden lå der en seddel fra Albertslund Boligselskab i min postkasse: Ukrudtsbekæmpelsen på Damgårdsarealet fællesarealer vil fremover ske med sprøjtemidler. Min overraskelse er stor.

  • Dette debatindlæg udtrykker afsenderens holdning.

Så vidt jeg ved, har sprøjtegift ikke været brugt i området i nyere tid. Derfor undrer det mig, at man nu vælger at genindføre en metode, som ellers fravalgt mange andre steder.Det virker særligt paradoksalt i en kommune som Albertslund, hvor borgere generelt opfordres til netop at undgå sprøjtemidler. Vi har i årevis talt om grøn omstilling, bæredygtighed og hensyn til natur og miljø – ikke mindst om behovet for at styrke biodiversiteten. Sprøjtegift gør det modsatte.

Beslutningen rejser derfor nogle oplagte spørgsmål: Hvorfor vælger Albertslund Boligselskab denne løsning nu? Er det en generel beslutning for hele boligselskabet? Og har de enkelte boligafdelinger mulighed for at sige nej tak til sprøjtemidler og vælge en mere miljøvenlig pleje?

Det her handler ikke kun om ukrudt. Det handler om retning. Vil vi – om end ikke gå forrest, så i det mindste bidrage til den grønne udvikling – eller tage skridt tilbage?

Jeg håber, Albertslund Boligselskabs organisationsbestyrelsen vil give klare svar.

Svar fra bestyrelsen

Af Peter Broholm Arler, organisationsbestyrelsesformand i Albertslund Boligselskab

Tak for dit læserbrev. Du sætter ord på en bekymring, som vi forstår, og som fortjener et ordentligt svar.

Lad os først slå én ting fast: Organisationsbestyrelsen besluttede i 2019, at glyphosatbaserede midler som Roundup ikke må anvendes i vores afdelinger. Den beslutning er ikke ændret, og den er ikke til diskussion. 

Det, der nu åbnes mulighed for, er noget andet og mere begrænset - nemlig et supplement af produkter baseret på naturlige fedtsyrer og organiske syrer, som ikke trænger ned i jord og grundvand som klassiske pesticider. Vi er selv opmærksomme på, at ordet "sprøjtemidler" vækker reaktioner, og vi burde have kommunikeret tydeligere fra starten.

Baggrunden for beslutningen er de erfaringer, afdelingerne har gjort sig siden udfasningen af glyphosat. 

I dag bekæmpes ukrudt primært med hedtvand, ukrudtsbørster og manuel renholdelse. Flere afdelinger oplever samtidig, at ukrudtet er svært at holde nede med de nuværende metoder alene. 

Disse metoder fortsætter vi med, men de har også en pris: hedtvandsbekæmpelse kræver store mængder drikkevand og diesel, ukrudtsbørster slider belægninger op, og mulighederne for gasbrænding er indskrænket af skærpede sikkerhedskrav. 

Beslutningen er et forsøg på at finde en samlet løsning med lavere ressourceforbrug, ikke en afkortning af den grønne ambition

Du spørger, om den enkelte afdeling kan vælge en anden vej. Det kan den. Beslutningen åbner en mulighed, den påtvinger ikke en metode, og den lokale tilrettelæggelse besluttes fortsat i den enkelte afdeling.

Du nævner biodiversitet, og det er det rette sted at sætte fingeren. Det er en forudsætning for brugen, at den begrænses til befæstede arealer som fliser og stier og holdes væk fra græsarealer, bede og naturområder. Det er ikke nok at have gode intentioner her. Det skal også praktiseres sådan.

Vi deler din opfattelse af, at retning betyder noget. Derfor er vi også åbne for at drøfte det videre, hvis der er ønske om det lokalt i Damgårdsafdelingen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...