Hvad skal gæsterne opleve, når de træder ind i det nye verdensarvscenter for Roskilde Domkirke? Det spørgsmål rykker lidt nærmere et svar nu, hvor opgaven med at lave stedets udstillinger netop er sendt i udbud.
Udbuddet er en invitation til udstillingsdesignere og -udviklere både nationalt og internationalt til at byde ind på en opgave, der skal forene bygningskunst, kulturarv og formidling på højt niveau.
- I tusind år har kirke og kongemagt i skiftende tider gennem arkitektur, kunst og skabertrang formet et fysisk manifest af Danmarks historie i Roskilde. Den historie skal udfolde sig i udstillingerne i Roskilde Domkirke Verdensarvscenter. Vi glæder os meget til at se, hvem der byder på opgaven, lyder det fra direktør Morten Thomsen Højsgaard fra Romu, der er ledelsesansvarlig på projektet.
Over 100 mio. kr. på højkant
Hele projektet med at skabe rammer for og indhold til Roskilde Domkirke Verdensarvscenter er sikret med støtte fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, som støtter med 60 millioner kroner, mens Augustinus Fonden giver 25 millioner kroner.
Roskilde Kommune har bidraget med 25 millioner kroner, og Kulturministeriet støtter med 10 millioner kroner i anlægsstøtte og yderligere 10 millioner kroner i driftsstøtte over en femårig periode.
Projektet er desuden støttet af Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond med 500.000 kroner, og Fondsorganisationen Kulturarv Roskilde Domkirke bidrager selv med seks millioner kroner.
Roskilde Domkirke Verdensarvscenter, som skal etableres i Det Kongelige Palæ, kommer til at formidle Domkirkens store betydning til kommende generationer.
Afgøres til oktober
I juni vil projektledelsen blandt de indsendte forslag udvælge fem hold til at deltage i konkurrencen. Hvem der løber med hele udstillingsentreprisen, bliver afgjort til oktober.
Roskilde Domkirke Verdensarvscenter forventes at åbne i 2028 under forudsætning af endelige godkendelser fra myndigheder.