I 1930’erne lagde kommuneingeniør i Lyngby-Taarbæk Kommune J.A.C. Rastrup planen for en hel ny bydel på en bar mark, nord for den gamle Virum landsby. I det nye og moderne boligområde i Virum skulle der være plads til 30.000 indbyggere.
Bydelen skulle ligge tæt ved s-togstationen, have et centralt torv med butikker og service, og som en central del af planen give adgang til grønne områder.
De fire hjørneejendomme, som omkransede torvet, blev opført i perioden 1938-44. I den tredje bygning fra 1943 blev der indrettet en biograf: Virum Bio.
Biografen åbnede midt under besættelsen på trods af udfordringer med at skaffe byggematerialer. Udgangsforbuddet satte også grænser for spilletidspunkterne, men det var populært at gå i biografen, da fjernsynet endnu ikke havde gjort sit indtog i de danske hjem.
Biografen havde 360 pladser, og der var rift om de bagerste pladser, hvor især kærestepar nød at holde i hånd og kysse under forestillingen. De forreste pladser var også eftertragtet, da prisen var mindre på ”de billige rækker”. I 1957 blev salen udvidet til 450 pladser. Det var biografarkitekt Holger Pind, som stod bag udvidelsen.
På programmet var en blanding af danske og amerikanske film. Blandt de danske film var de populære Morten Korch-filmatiseringer og familiefilmene ”Far til fire”. De nyeste film blev først vist i biograferne i Lyngby, inden de kom ud til Virum.
I takt med at flere fik fjernsyn, blev det sværere at få det til at løbe rundt for biografen, og den 1. april 1973 lukkede Virum Bio. Herefter blev bygningen brugt af Irma, Fakta, og i dag ligger her en Coop365.