Trioen SP Just Frost går på scenen i Vershuset i Næstved lørdag den 16. maj kl. 21 med deres turné med titlen 'For meget af det go'e'.
SP Just Frost er Henrik Schou Poulsen, bas og vokal, Esben Just, piano og vokal, og
Søren Frost, trommer og vokal.
På turneen byder de på en blanding af klassiske og originale numre med New Orleans-inspireret musik som deres varemærke.
Trioen har spillet hundredvis af koncerter på klubber og festivaler på kryds og tværs af Danmark, og budskabet er i dag stadig det samme som i 1998, da trioen indspillede deres berømte 'Live in CPH' på et stopfyldt Café Bopa på Østerbro.
Trioen var i topform, og assisteret af tre velspillende blæsere fik de cafeens tag til at lette og skabte det album, der blev en milepæl i historien om SP Just Frost, skriver Vershuset i en pressemeddelelse.
Koncerten er Vershusets sidste navn på programmet inden sommerpausen.
Mere info og billetter på www.vershuset.dk.