Vi har fra den efterladte familie modtaget følgende mindeord om Vagn Brobæk Madsen, Kalundborg, som efter kort tids sygdom er sovet stille ind tirsdag den 5. maj.
Vagn var den næstældste i en brødreflok på fem. Barndommen på Lerchenborgvej var rig på udeliv med både vandet, Lyngen og Hareskoven lige ude for døren.
Vagn har helt fra barndommen været lidt af en arbejdshest. Som bydreng arbejdede han i Ismejeriet på Slagelsevej og hos Købmand Peter Skafte. Senere som uddeler og falser af Ugeavisen Nordvestsjælland.
Pengene blev altid brugt med fornuft. Vagn købte “Det høje C” (appelsinjuice) for det var sundt. Han investerede i en banjo og købte undervisningstimer ved sin gamle folkeskolelærer, Bjarne Louw.
Efter gymnasietiden tog Vagn ud at sejle som dæksdreng på en mindre coaster. "Det var meget lærerigt, men ikke noget for mig" fortalte Vagn.
Han startede efterfølgende med at læse psykologi i Aarhus, men endte med at følge i storebror Bennys fodspor og uddannede sig som lærer på Holbæk Lærerseminarium.
I sit arbejdsliv brændte han for at hjælpe både børn og voksne på Sigrid Undset skolen, Refsnæs synscenter og på VUC i Storkøbenhavn, hvor han hjalp ordblinde.
Vagn valgte fra ganske ung, at holde sig i god form med fodbold, løb, roning og gymnastik. Han var en dygtig og flittig kap-roer og var i en årrække formand for Kalundborg Roklub.
Bridge blev senere hans store interesse. Med stort engagement blev han en dygtig spiller.
Banjoen blev i gymnasietiden udskiftet med en westernguitar. Den har siden haft Vagns helt store passion, hvilket både familie og venner har nydt mange gange.
Vagn har altid sat familien højt og nød meget de gode snakke og hyggelige stunder, allerhelst i skyggen under havetræer, i den danske sommer. Vagn fortalte med stolthed og glæde om samværet med sønnen Martin og børnebørnene Mathilda og Tobias. Han satte stor pris på niecer og nevøer - det var gensidigt.
Vagn har altid været fascineret af vand. Han fiskede som barn med sin far og brødre. Dykning, især undervandsjagt, var hans helt store passion i en årrække. Utallige er de timer, Vagn har tilbragt under vandet i Houget, inderfjorden, Røsnæs og Asnæs rev, samt Øresund - på jagt efter ål. Vagn var en rigtig dygtig undervandsjæger og blev et år Sjællandsmester.
Fiskeri med stang fra båd fangede også hans interesse. Helst i Kalundborg Fjord med familie eller venner. Det gav han videre til sønnen Martin og børnebørnene Mathilda og Tobias.
Så da Martin købte en større motorbåd blev det ofte samlingsstedet, som Vagn satte stor pris på. Her kunne han lære børnebørnene hvordan man fisker med fokus på sikkerheden.
Æret være Vagns minde - et varmt og kærligt menneske.
Martin, Mathilda og Tobias, Per og Ole