Nedsænkningen af det første tunnelelement i farvandet mellem Lolland og Femern er blevet udskudt onsdag.
Det oplyser Andrew Crone-Langkjær, pressekonsulent hos Sund & Bælt, til TV2 ØST onsdagen morgen.
- Forsinkelsen skyldes strømforholdene i vandet, som har gjort, at det ikke var muligt at sænke tunnelelementet på plads på havbunden, siger han.
I stedet prøver Sund & Bælt at nedsænke det første tunnelelement onsdag aften eller natten til torsdag. Her skulle strømforholdene være bedre.
Første af 89 elementer
Operationen begyndte mandag aften, da det 217 meter lange og 73.500 ton tunge betonelement forlod arbejdshavnen ved tunnelfabrikken i Rødbyhavn.
Elementet er det første af i alt 89, der skal udgøre den 18 kilometer lange Femern Bælt-tunnel mellem Lolland og Tyskland.
Nedsænkningen er allerede væsentligt forsinket.
Oprindeligt var planen, at det første tunnelelement skulle nedsænkes i 2023, og at tunnelen skulle åbne i 2029.
Det er ikke længere realistisk på grund af forsinkelserne, har Sund & Bælt tidligere oplyst.
Selskabet har endnu ikke sat en ny åbningsdato, men forventer at kunne gøre det, når de første fire til fem elementer er nedsunket.