Hvad gemmer sig i lagene? kom med bag processen

Valentina Djurhuus arbejder med sine karakteristiske figurer på et nyt værk i Borgerhuset Dianalund under Kunst i Pinsen.

Valentina Djurhuus arbejder med sine karakteristiske figurer på et nyt værk i Borgerhuset Dianalund under Kunst i Pinsen.

Foto: Privat

Kunstinteresserede kan i pinsedagene 23., 24. og 25. maj fra klokken 10 til 16 besøge Borgerhuset i Dianalund, hvor Valentina Djurhuus udstiller sine værker gratis for alle. Kunst i Pinsen står bag den årlige tradition, som lader lokale kunstnere åbne dørene til deres værksteder, gallerier og hjem over hele Midt- og Vestsjælland.

Valentina Djurhuus byder indenfor i sit eksperimenterende kunstunivers. Hun arbejder med en intuitiv, lagdelt malemetode og begynder altid abstrakt med akryl, spartel og pensel. Farver og strukturer udvikler sig spontant, før hun går videre med Posca-pen for at fremhæve og finde figurer blandt maleriets mange lag.

Masker, ansigter, trolde, dæmoner, orker og dyrelignende væsner dukker op i værkerne, tit først synlige ved nærmere eftersyn. Hendes billeder får dybde og inviterer til gentagne kig, hvor nye detaljer bliver synlige hver gang. Inspirationen henter hun fra popart, urban art, outsiderkunst og tegneserier.

Der opstår en dialog mellem figurerne og beskueren, og for mange rummer hendes værker både legende og mere udfordrende motiver. Valentina Djurhuus, som er autodidakt med baggrund i højskolemiljøet, arbejder med at give form til ubevidste følelser.

- Jeg starter i det abstrakte og leder efter det, der gemmer sig. Jeg vil gerne give folk mulighed for at opdage deres egen fantasi i mine billeder, fortæller Valentina Djurhuus i en pressemeddelelse.

Under udstillingen arbejder hun videre på nye værker, og besøgende har mulighed for at opleve hendes proces på nært hold. Malerier kan købes fra 350 kr. og opefter. Børn får også mulighed for selv at være kreative og kan male på lærred for 50 kr.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...