Onsdag klokken 12 hylede sirenerne over Danmark. Før 1994 blev sirenerne testet hver uge. Forklaringen var ganske vist teknisk - de gamle sirener kunne ruste - men den ugentlige hylen gjorde også noget andet ved os. Den mindede os i koldkrigsperioden om, uge efter uge, at et liv med fred og fordragelighed ikke var noget, vi bare kunne tage for givet.
- Denne leder udtrykker Sjællandske Nyheders holdning.
Vi har især brug for den slags påmindelser i en tid, hvor verden igen føles mere urolig, men vores hverdag næsten umærkeligt kører i plejer-rillen - og hvor førstehåndsvidnerne til nogle af de grummeste kapitler i historien af naturlige årsager bliver færre.
Forleden besøgte vi Mimi Glob fra Langebæk på Sydsjælland. Hun er født i 1933 og husker stadig brudstykker af besættelsen. Men hendes stærkeste vidnesbyrd ligger i en samling breve, som hendes mormor, Gerda Mols, skrev til sin søn midt i mørket.
Beretningerne i brevene emmer af frygt, afmagt og foragt for de strømninger, der fik lov til at vokse før og under krigen.
Gerda Mols skrev blandt andet:
“De sidste tre nætter har sirenerne lydt, folk styrter ned i de kolde kældre, men jeg bliver i entreen. Første nat skød de voldsomt, men vi får ikke at vide, hvad der sker."
“Så begyndte også snigmordene herhjemme, bevæbnede mænd trænger daglig ind til fremtrædende mænd og skyder dem.”
“Det er oprørende som jødehadet også herhjemme stiger. Der udkommer et blad, der på det modbydeligste trækker fredelige folk frem og håner dem for deres jødefjæs og meget andet, nævner navne og adresser”.
Vi er som bekendt slet ikke der i dag, men netop derfor er det værd at huske, at ondsindede strømninger sjældent begynder med det utænkelige. De begynder i det små. Med ord, forestillinger, opdelinger. Med forestillinger om, hvem der hører til, og hvem der ikke gør.
Derfor er det heller ikke ligegyldigt, når mennesker igen bliver opdelt i mere eller mindre “rigtige” danskere. Når afstamning eller baggrund bruges som målestok for, hvem der hører til i fællesskabet. Når bestemte grupper igen bliver gjort til nogen, man kan pege på og tage afstand fra.
Glemmer vi historien, bliver vi også dårligere til at genkende de strømninger, der kan føre til tragedier. Derfor skal vi holde fast i historiefortællingen. Vi skal bruge enhver anledning - selv en banal og årlig beredskabsøvelse - til at minde hinanden om, hvad der kan ske, når selv små, i nuet ubetydelige, strømninger får lov til at vokse sig stærke.