Kollision med fugl knuste flyets forrude

Flyets forrude blev knust i den ene side.

Flyets forrude blev knust i den ene side.

Foto: Havarikommissionen

Torsdag den 16. oktober 2025 blev et mindre privatfly ramt af en genstand under en flyvning omkring fire kilometer vest for Holbæk. Nu er der nyt i sagen.

Hændelsen fandt sted, da flyet befandt sig i en højde af 914 meter. Der var tale om en privatflyvning fra Roskilde Lufthavn med en planlagt instrumentanflyvning til Aarhus Lufthavn.

Ifølge Havarikommissionen for Civil Luftfart og Jernbane ramte en eller flere fugle flyets forrude. Den højre side af forruden blev knust, og dele af glasset blev slynget ind i cockpittet. Venstre side forblev intakt, men med enkelte revner.

Piloten konstaterede ingen yderligere skader på flyet og besluttede at returnere til Roskilde Lufthavn. Den resterende del af flyvningen forløb uden yderligere hændelser.

En analyse foretaget af National Wildlife Forensic Facility ved Københavns Universitet har fastslået, at fuglen var en ringdue. 

Ifølge Dansk Ornitologisk Forening vejer en ringdue omkring 500 gram.

Havarikommissionen modtog melding om den alvorlige hændelse samme dag klokken 11:00 og underrettede blandt andre European Aviation Safety Agency (EASA), National Transportation Safety Board (NTSB) og Trafikstyrelsen.

Havarikommissionen skriver, at sikkerhedsundersøgelserne alene har et flyvesikkerhedsmæssigt formål og at den ikke tager sigte på at placere skyld eller ansvar.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...