Cykelnerven samler hvert år knap 600 ryttere til bjergetaper i Frankrig. Her finder man denne sommer Vibeke Kock i spidsen for Cykelnervens hold på Sydsjælland.
Hun bærer den guldfarvede trøje som tegn på, at hun er blandt de knap 20.000 danskere med sclerose.
De såkaldte guldryttere på holdet er deltagere, der selv lever med sclerose. For Vibeke Kock betyder det en ekstra kamp op ad bakkerne.
I år cykler hun med for syvende gang. Hendes motivation er tydelig
- Jeg deltager, fordi jeg kan – og fordi jeg vil gøre det for alle dem, som ikke selv kan, fordi sygdommen spænder ben, siger Vibeke Kock, i en pressemeddelelse.
Livlinen
Hun fik sclerose i 2010. Siden har hun brugt cykling for at holde kroppen i gang.
Inden diagnosen løb hun halvmaraton, men måtte stoppe, da kroppen ikke længere kunne følge med. Cyklen blev en ny vej og hendes livline:
- Jeg holder min fysik ved lige ved at træne op til turen til Frankrig, siger Vibeke Kock.
Sclerose er ikke altid synlig, men den fylder i hverdagen. For hende betyder sygdommen blandt andet træthed:
- Jeg lider rigtig meget af sclerose-træthed. Det er en stor sten at have med rundt i rygsækken – både på cyklen og i mit arbejde, siger Vibeke Kock.
Hun træner ni måneder om året for at blive klar til bjergene. Forberedelsen kræver en dedikeret indsats.
- Det er en meget hård udfordring. Man kommer ikke sovende til det – der skal arbejdes hårdt og målrettet, siger Vibeke Kock.
Kaptajn
I år har hun også ansvaret som kaptajn for knap 20 ryttere på Team Sydsjælland. Rollen rummer både ansvar for struktur, træning og motivation.
- Jeg bærer rollen med stolthed. Jeg gør meget for at motivere mine ryttere og skabe struktur, siger Vibeke Kock.
- Jeg tror, jeg har lidt en mor-rolle – også fordi jeg er den eneste kvinde, siger Vibeke Kock.
Fællesskabet betyder meget for hende. Det er også en del af den motivation, hun giver videre.
- Jeg håber, jeg er med til at bekræfte, at Cykelnerven og fællesskabet er noget, der er værd at bakke op om, siger Vibeke Kock.
Hun sætter fokus på struktur, omsorg og fællesskab. Når hun i juni trækker den guldfarvede trøje over hovedet og kæmper sig op ad Frankrigs stigninger, viser hun vejen frem både for sig selv og for dem, der ikke kan cykle med.