Fra soldat til selvstændig: Lars byggede sit arbejdsliv op på ny

Efter fire udsendelser og varige skader fra sin tid i Forsvaret har Lars Krejlgaard med LK-Service & Consultant skabt en alsidig brolægger- og anlægsvirksomhed, hvor kvalitet og tillid er fundamentet.

Efter 20 år i Forsvaret har Lars Krejlgaard skabt LK-Service & Consultant, som løser både brolægger-, anlægs- og tømreropgaver.

Efter 20 år i Forsvaret har Lars Krejlgaard skabt LK-Service & Consultant, som løser både brolægger-, anlægs- og tømreropgaver.

I Meløse driver Lars Krejlgaard virksomheden LK-Service & Consultant. På overfladen er det en klassisk håndværkervirksomhed med speciale i brolægning, anlægs- og tømreropgaver i hele Nordsjælland og Storkøbenhavn.

Men bag virksomheden ligger en historie, der adskiller sig markant fra de fleste – en historie om at skabe et nyt arbejdsliv på egne vilkår efter et langt liv i Forsvaret og med skader, der stadig sætter deres præg.

Lars Krejlgaard har været udsendt fire gange – til Kroatien, Bosnien-Hercegovina og Afghanistan (to gange).

I Afghanistan fungerede han blandt andet som medic og havde til opgave at samle sårede soldater op og holde dem i live under ekstreme forhold. Opgaverne var krævende, og oplevelserne satte sig dybt.

– Alle udsendelser har haft både gode og dårlige oplevelser. Men på et tidspunkt er man bare fyldt, fortæller han.

Skader i ryg og nakke

To gange er han blevet såret. I 2010 under den sidste udsendelse blev hans køretøj ramt af en vejsidebombe, hvor trykbølgen fra eksplosionen gik gennem køretøjet og op gennem hans krop. Det efterlod ham med skader i ryg og nakke – skader, der ikke nødvendigvis er synlige, men som stadig påvirker hans hverdag.

Samtidig lever han med en konstant høj stressbelastning – krigsskaden kendt som high arousal.

Efter næsten 20 år i Forsvaret sluttede karrieren ikke af egen fri vilje. Selvom han stadig kunne udføre sit arbejde, blev han vurderet uegnet til yderligere udsendelser, og det blev afgørende.

– Jeg kunne stadig alt – jeg kunne bare ikke udsendes igen. Og så var der ikke plads til mig længere, siger han.

Arbejde i eget tempo

Overgangen til det civile liv blev derfor ikke en klassisk vej ind på arbejdsmarkedet. I stedet opstod idéen om egen virksomhed som en del af et rehabiliteringsforløb i samarbejde med kommune og Veterancenter.

Det afgørende var muligheden for at arbejde i eget tempo.

– Jeg havde brug for noget, hvor jeg selv kunne styre, hvornår jeg arbejdede, og hvornår jeg havde brug for en pause, forklarer han.

Håndværket var ikke nyt for ham. Siden barndommen havde han bygget, og i Forsvaret blev det en integreret del af hverdagen. Her handlede det ikke kun om at bygge, men om at skabe sikkerhed og funktion i pressede situationer.

– Jo bedre du kan bygge og optimere, jo mere sikker bliver du, siger han.

Erfaringerne tog han med sig videre og gjorde til fundamentet for sin virksomhed.

Jeg havde brug for noget, hvor jeg selv kunne styre, hvornår jeg arbejdede, og hvornår jeg havde brug for en pause.

Lars Krejlgaard, LK-Service & Consultant

Ikke vækst for enhver pris

LK-Service & Consultant startede som en enkeltmandsvirksomhed, men har i dag udviklet sig til et ApS med ansatte og en stabil kundebase.

Virksomheden løser både brolægger-, anlægs- og tømreropgaver – ofte som samlede løsninger, hvor kunderne slipper for at koordinere flere håndværkere.

Selvom virksomheden i dag er fuldt booket flere måneder frem, er det ikke vækst for enhver pris, der driver den. Det er derimod en særlig tilgang til kunderne.

– Jeg vil hellere sælge folk lidt mindre, end de tror, de har brug for. For mig handler det om, at kunderne skal være glade – også bagefter. Hvis følelsen er, at det blev for dyrt, så har vi ikke løst opgaven rigtigt.

Den tilgang betyder, at han ofte rådgiver kunder til billigere og mere hensigtsmæssige løsninger. Som da en kunde ønskede en helt ny indkørsel, men i stedet fik anbefalet at bevare det meste og kun udbedre de slidte områder med kørespor.

– Det ville være tyveri af deres penge at lave det hele om, siger han.

Kunderne skal vide, hvad de får

Tillid er et nøgleord, og det er noget, han tager direkte med fra sin tid i Forsvaret.

Dengang handlede det om liv og død. I dag handler det om tryghed og økonomi, men princippet er det samme.

Kunderne skal vide, hvad de får, og hvad det koster. Derfor arbejder han med faste priser, grundig rådgivning og personlige møder frem for hurtige tilbud.

Relationen til kunderne stopper heller ikke, når opgaven er afsluttet. Han fortæller om en opgave, hvor han efterfølgende tog ud til kunden en søndag morgen for at gennemgå arbejdet og svare på spørgsmål. Ikke fordi det var nødvendigt, men fordi det skaber tryghed.

– Det gør en forskel for kunderne – og for vores relation til dem.

Tillid og gensidig forståelse

Virksomheden arbejder også tæt med faste samarbejdspartnere, hvor relationen er personlig og direkte. Det handler ikke om volumen, men om tillid og gensidig forståelse. Den tilgang går igen i hele forretningen – fra leverandører til kunder og medarbejdere.

I dag er LK-Service & Consultant ikke kun en håndværkervirksomhed, men også resultatet af en personlig rejse.

Et arbejdsliv, der er bygget op fra bunden, tilpasset de vilkår livet har givet, og drevet af ønsket om at gøre tingene ordentligt.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...