Hillerød Håndbolds U15 piger har i weekenderne i uge 17 og 18 markeret sig ved sjællandsmesterskabernes Final4-stævner i Helsinge.
U15 1. divisionsholdet sikrede sig guldmedaljer i A-rækken, mens klubbens U15 1. divisionshold i B-rækken hentede bronze. Begge hold afsluttede sæsonen med stærke præstationer, som ifølge cheftræner Bo Taylor bygger på en sæson med kontinuerlig udvikling.
- Sæsonen har budt på voldsomt mange sejre og kun få skuffelser. At vi slutter slutspillet af med både guld og bronze vidner om en meget bred trup med mange lovende talenter, siger cheftræner Bo Taylor i en pressemeddelelse.
Eliteklasser
Størstedelen af spillerne går i Frederiksborg Byskoles eliteklasser, hvor de kombinerer skolegang med håndboldtræning. Samspillet mellem elitetræning i skoletiden og klubbens egen indsats har betydet meget for holdets fremgang.
- Pigerne har trænet målrettet gennem flere sæsoner, og deres udvikling har været eksplosiv. Trænerteamet har skullet møde særdeles velforberedte op for at kunne udfordre dem, fortæller Bo Taylor i pressemeddelelsen.
Der har dog også været modgang. Fire spillere har siddet ude med korsbåndsskader, men fortsat trænet målrettet i styrkelokalet.
- På trods af skaderne har alle fire piger trænet ekstra i styrkelokalet for at stå stærkt, når de vender tilbage. Det siger meget om deres mentalitet, uddyber Bo Taylor i pressemeddelelsen.
Mange på efterskole
I næste sæson går flere af pigerne på efterskole, mens andre fortsætter i Hillerød under Nordsjælland Håndbolds pige-talenthold.
- Det bliver spændende at følge pigerne i de kommende år. Der løber mange lokale talenter rundt i de nordsjællandske haller, og vores U15-piger gør i hvert fald deres for at vise vejen, siger Bo Taylor.