Sygdommen tularæmi, der også kaldes harepest, er blevet konstateret hos en død hare fundet på Kalvebod Fælled på Amager i april.
Det skriver Dansk Veterinær Konsortium, der hører under Københavns Universitet, i en pressemeddelelse.
Tularæmi rammer især harer og små gnavere, lyder det, men sygdommen kan smitte til mennesker.
Mellem 2013 og 2024 blev der registreret 109 tilfælde hos mennesker i Danmark, viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).
I 2024 fik 28 personer diagnosticeret tularæmi, hvilket var det højeste antal årlige tilfælde i perioden. Tularæmi blev påvist hyppigere hos mænd og blandt personer i alderen 40 til 49 år, skriver SSI.
TV 2 Kosmopol har talt med Anne Sofie Vedsted Hammer, der er lektor ved Sektion for Parasitologi og Patobiologi på Københavns Universitet, og hun kalder det "bekymrende", at der ses en stigning i antallet af smittede dyr og mennesker.
- Selv om tallene kan virke små, er det, at vi ser en stigning i tallene, bekymrende i sig selv, siger Anne Sofie Vedsted Hammer til regionalmediet.
Sygdommen kan give feber, hævede lymfeknuder og sårdannelser hos mennesker.
- Den kan være alvorlig, men kan behandles effektivt med antibiotika, hvis den opdages tidligt, skriver Dansk Veterinær Konsortium i pressemeddelelsen.
- Selv om smitterisikoen for mennesker fortsat vurderes som lav, understreger fundene behovet for opmærksomhed ved kontakt med syge eller døde dyr - også i områder tæt på byer, lyder det.
For netop kontakt med smittede dyr eller deres kadavere kan smitte mennesker. Sygdommen kan også overføres via flåter og myg og i nogle tilfælde via forurenet vand.
I 2025 blev der også fundet harepest hos harer i Brøndby og Ekebjerg i Nordvestsjælland.
/ritzau/