Emnerne har været meget spredt over de fire forårsmøder, som Familie og Samfund Kalundborg Kredsen har afholdt i Årby Forsamlingshus.
Emnet for foredragene i år er "Håb", og den første foredragsholder var Clement Kjersgaard. Han talte om forandringen i verden, og at vi ikke har den samme tillid til verden, som vi havde før.
Clement Kjersgaard satte historien i perspektiv, og der var mange spørgsmål fra de fremmødte - om blandt andet Trump, atomvåben og troværdigheden i nyhederne.
Andet besøg var af Fanny Posselt, der rejser verden rundt med sin pølsevogn. Gennem sponsorater og støtte fra virksomheder samler hun penge ind til projekter hun er med til at sætte i værk i områder, hvor det er tiltrængt. Det er især indenfor udsatte børne og unge. Hendes hjælpere er som oftest frivillige kræfter.
Stadig en ven?
Peter Viggo Rasmussen fra Forsvarsakademiet gav et indblik i den udenrigspolitiske situation under emnet "Er USA stadig vores ven?"
Her hørte man om skyggeflåder, internationale konflikter, stormagtens indbyrdes forhold, oprustning i Europa og mange andre aktuelle emner.
Der blev sluttet af med en rigtig højskoleaften med fortællinger, sang og betragtninger og holdninger ud fra Grundtvigs synspunkter.
Ole Kobbelgaard, som er præst, musiker, journalist og tidligere højskoleforstander, fortalte på en humoristisk måde sit eget liv og virke, og der blev sunget flere sange.