Historiske billeder fra Albertslunds tidlige år pryder for tiden væggene på Plejecentret Albertshøj.
Billederne viser blandt andet udviklingen af byen i perioden 1963-1968, hvor særligt Albertslund Syd tog form, og hvor Albertslund Centrum stod færdigt i 1965 - samme år som Albertslund Posten så dagens lys. Det var en tid, hvor byen for alvor begyndte at vokse, både i omfang og i identitet.
Materialet er indsamlet gennem lokale medier og blandt andet via Ældrerådets hjemmeside.
- Initiativet udspringer af et ønske om at skabe hjemlighed og nærvær for vores mange ældre borgere, hvoraf flere selv flyttede til Albertslund i byens første år sammen med deres familier, siger Lonni Ellis Jakobsen fra Albertshøj.
- De har været med til at forme og udvikle Albertslund til den by, vi kender i dag. Ved at bringe historien frem i lyset ønsker vi at anerkende deres betydning og samtidig give både borgere, pårørende og medarbejdere et visuelt indblik i byens rødder.
Hun slår fast, at det handler om mere end udsmykning:
- Det handler om identitet, fællesskab og om at skabe et miljø, hvor borgerne kan spejle sig i deres egen historie. Albertslund betyder meget for dem, der bor her og det engagement deler vores medarbejdere i høj grad.
Billederne kan i første omgang opleves på 3. sal, men vil senere blive bredt ud.