Tre nordsjællandske borgmestre har mandag været til møde med Vejdirektoratet - og det har medført, at der allerede i denne uge kommer store sikkerhedsmæssige ændringer på den ulykkesramte forlængelse af Hillerødmotorvejen.
Vejdirektoratet præsenterede nemlig på mødet en plan om, at Hillerødmotorvejens forlængelse i denne uge ændres, så der kommer ét spor i hver køreretning på strækningen mellem Allerød og Hillerød. Planen er, at det tiltag bevares resten af anlægsperioden, indtil motorvejen er færdigbygget.
Samtidig bliver der opsat en fysisk midteradskillelse med rød-hvide, reflekterende vejskilte - såkaldte N42-kantafmærkninger, som kan bruges ved vejarbejder.
Det sker ved at afspærre en vognbane og etablere en afmærket midterrabat på 3,5 meter. Midterrabatten afmærkes ved N42-skiltene.
Dermed kan trafikanter ikke overhale, samtidig med at der sikres plads til blandt andet udrykningskøretøjer.
Vejdirektoratet afviste på mødet at sætte betonklodser op i midten, fortæller borgmestrene. Både af sikkerhedsmæssige hensyn, men også fordi politi og ambulancer skal kunne vende ved ulykker på vejen.
Læs også
Borgmestre glæder sig
Hillerøds borgmester Christoffer Lorenzen (K) glæder sig over resultatet af mødet:
- Det er meget positivt, at Vejdirektoratet er kommet med de her løsningsforslag, især med midteradskillelsen. Det er netop, hvad mange, især borgerne, har ønsket, siger han og fortsætter:
- Alle de her alvorlige ulykker taler deres tydelige sprog om, at der er behov for at ændre noget. Så jeg er glad for, det sker.
Læs også
Også Allerøds borgmester Clara Rao (V) er tilfreds efter mødet:
- Vi har haft en god dialog. De har lyttet til os og tager situationen alvorligt. Det er ekstremt positivt, at de går så hurtigt i gang. Det var det, vi havde håbet på, siger hun.
Skal evalueres
Der kan komme en smule længere rejsetid for trafikanterne på forlængelsen med kun ét spor i hver retning. Derfor har borgmestrene også aftalt at afholde et evalueringsmøde med Vejdirektoratet i august, hvor de kan se på, hvordan foranstaltningerne fungerer.
- Så skal vi evaluere fordele og ulemper ved løsninger og beslutte, hvad der skal ske fremadrettet, siger Christoffer Lorenzen.
Læs også
- Vi er nødt til at forholde os til, hvad det gør ved flowet i trafikken med ét spor i hver retning. Vi skal sørge for, at det ikke flytter trafikken fra statsvej til kommunalvej, siger Clara Rao.
Hun glæder sig over, at tiltaget er kommet som følge af et stærkt samarbejde mellem borgmestrene på tværs af de fire kommuner:
- Jeg har virkelig værdsat samarbejdet. Det gør, at vi kan finde en bedre fælles løsning, siger hun.
Også Furesøs borgmester Nicolai Bechfeldt (V) deltog i mødet, mens Gribskovs borgmester Trine Egetved (K) var forhindret.
Læs også
- To mænd er uden for livsfare efter ulykke på motorvejsforlængelse
- To personer dræbt i færdselsulykke på motorvejsforlængelse
På forlængelsen skal der også etableres flere egnede pladser, hvor politiet kan stå med deres ATK-vogne og lave hastighedskontroller.