Nu bliver der spærret - rundkørsel skal gøres færdig

Mens det sidste af rundkørslen færdiggøres må bilister ud på en omvej.

Snart er det slut med at vente ved det midlertidige lyskryds. Men først lukkes vejen helt.

Snart er det slut med at vente ved det midlertidige lyskryds. Men først lukkes vejen helt.

Foto: Nicklas Thorup Clausen

Kildevej ved Frederiksborgvej bliver nu spærret, mens arbejdet med den nye rundkørsel færdiggøres

Det oplyser Gribskov Kommune på Facebook.

Spærringen gælder den 7.–8. maj samt 11.–13. maj, hvor der lukkes for trafik fra klokken 8 om morgenen. Ifølge kommunen er tidspunktet valgt for at påvirke morgentrafikken mindst muligt.

Formålet med afspærringen er både at forbedre arbejdssikkerheden og kvaliteten af det færdige resultat. 

Uden trafik kan medarbejderne arbejde mere sikkert, og samtidig bliver det muligt at lægge asfalten i ét samlet stræk, hvilket giver en mere holdbar rundkørsel med færre samlinger.

Bilister må i perioden benytte en omkørsel. Trafikanter, der kommer sydfra via motorvejsforlængelsen, skal fortsætte ligeud og køre vestpå ad Helsingørvej for at komme mod Helsinge.

Når arbejdet er afsluttet den 13. maj, fjernes afspærringerne, og rundkørslen åbnes fuldt ud for trafik. Kommunen takker samtidig borgerne for deres tålmodighed under arbejdet.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...