Mange kunder gik i weekenden forgæves hos 7-Eleven på Frederikssundsvej 175 i Stenløse.
Uden varsel var butikken pludselig lukket, selvom der stadig lå kager i glasmontrene, men søndag kom der livstegn fra 7-Eleven, da en seddel på døren kunne fortælle, at man havde haft sidste åbningsdag torsdag den 30. april.
I en mail til Sjællandske Nyheder oplyser kæden, at årsagen til lukningen er, at det ikke længere var muligt at drive butikken lønsomt.
- Vi ser hele tiden på, hvordan vores butiksnet bedst matcher kundernes behov og de enkelte lokationers muligheder. Derfor åbner vi nye butikker dér, hvor vi ser et stærkt potentiale, og indimellem må vi også lukke butikker, som ikke længere har den nødvendige lønsomhed. Lukningen af butikken i Stenløse er desværre en del af denne udvikling, lyder det fra Jesper Østergaard, administrerende direktør i 7-Eleven Danmark.
Tak for opbakningen
- Vi ved, at butikken har været en del af hverdagen for mange lokale kunder, og vi vil gerne sige tak for den opbakning, vi har mødt gennem årene. Samtidig er vi glade for, at franchisetager Claus Rendlev Mortensen fortsætter i kæden med de tre øvrige 7-Eleven-butikker, han driver, siger Jesper Østergaard.
Hvad der nu skal ske med grunden i Stenløse, som ejes af Uno-X, er stadig et åbent spørgsmål.
- Vi (7-Eleven, red) er ikke involveret i eventuelle fremtidige planer for lokationen, oplyser kæden til Sjællandske Nyheder.