Gang på gang har Lokaltog kørt fra perronen trods rødt lys og har skabt risiko for sammenstød med et modkørende tog. Advarselslamperne har blinket længe, og nu viser det sig, at Trafikstyrelsen så sent som to dage før den store togulykke på Gribskovbanen rykkede for en analyse af sikkerheden. Analysen bad styrelsen om første gang for snart et år siden efter en farlig episode på Odsherredsbanen.
17 kom til skade, heraf fem meget alvorligt, ved ulykken på Gribskovbanen den 23. april, hvor to tog stødte sammen, og kun to dage tidligere havde Trafikstyrelsen holdt møde med Lokaltog om netop sikkerheden, fremgår det af et svar til Frederiksborg Amts Avis.
"Trafikstyrelsen afventer aktuelt den endelige analyse, som vi senest drøftede med Lokaltog den 21. april på et møde om sikkerhed på banen," skriver Trafikstyrelsen til Frederiksborg Amts Avis.
Anbefaling efter anden episode
Det blev anbefalet at lave analysen efter en farlig episode i 2024 på Odsherredsbanen, hvor et tog var på vej ud i et spor med et modkørende tog.
"Trafikstyrelsen har således igangsat opfølgning på den konkrete anbefaling. Derudover gennemfører styrelsen løbende tilsyn med sikkerheden hos landets jernbaneaktører, herunder Lokaltog," skriver Trafikstyrelsen.
Anbefalingen til Lokaltog om at lave en analyse af sikkerheden stammer fra en rapport, som Havarikommissionen lavede, efter at et lokaltog kørte ud på sporet trods rødt lys ved Nr. Asmindrup Station på Odsherredsbanen den 27. marts 2024. Præcis et år senere kom Havarikommissionens undersøgelse med anbefalingen.
Snart et år siden, styrelse bad om analyse
Havarikommissionen anbefalede i rapporten fra 27. marts 2025, at Trafikstyrelsen skulle sikre sig, at Lokaltog havde styr på sikkerheden. Herunder at Lokaltog skulle lave en analyse, der "klarlægger, hvilke menneskelige faktorer der kan udgøre årsager til igangsættelse uden kørtilladelse..."
Trafikstyrelsen skriver i et svar til Frederiksborg Amts Avis, at Trafikstyrelsen i maj 2025 indledte "en dialog med Lokaltog om, hvordan Lokaltog skal håndtere Havarikommissionens anbefalinger, hvilket blandt andet indebærer at gennemføre en analyse."
Havarikommissionens anbefaling om at lave en analyse kom altså over et år før ulykken på Gribskovbanen, og Trafikstyrelsen har efterspurgt analysen i snart et år.
Lokaltog mener, sikkerhed er acceptabel
Lokaltog har tidligere oplyst til Frederiksborg Amts Avis, at de har sendt en redegørelse til Trafikstyrelsen i august 2025 og hele tiden har været af den opfattelse, at "det eksisterende sikkerhedsniveau er acceptabelt".
Men Trafikstyrelsen vil altså have et endnu grundigere svar i form af en egentlig analyse, sådan som der også står i anbefalingen fra Havarikommissionen. Knap et år efter at dialogen blev indledt i slutningen af maj 2025, har Trafikstyrelsen endnu ikke modtaget analysen fra Lokaltog.
Frederiksborg Amts Avis har forsøgt at få en kommentar fra Lokaltog, men de er ikke vendt tilbage inden redaktionens deadline.
Togulykken på Gribskovbanen
De to tog stødte frontalt sammen torsdag den 23. april kort før klokken 6.30 om morgenen lige nord for, hvor Gribskovbanen kører over Isterødvejen i Hillerød.
Ombord på togene var i alt 38 mennesker, og 17 kom til skade ved det frontale sammenstød. Fem personer var i kritisk tilstand.
Årsagen til ulykken er endnu ikke kortlagt.
Kilde: sn.dk