I Gribskov gemmer sig massevis af historier om kongeligt stutteri, karper, storslået royal jagt og Unesco under de lysegrønne trækroner. Noget af det kan du opleve 31. maj, når Museum Nordsjælland inviterer på historisk vandring i området.
- I Gribskov har mennesker gennem århundreder sat deres præg på landskabet, hvilket i dag afspejles i diger, spor af kulmiler, forladte gårdtomter og de imponerende parforcejagtveje. På denne tur med Museums Nordsjællands to kompetente guider kommer deltagerne helt tæt på de afgørende begivenheder, der har formet området fra middelalderens gårdtomt til kongernes jagtmarker og stutteridrift, skriver museet selv i en pressemeddelelse.
Arkæolog Kjartan Langsted og historiker Jon Voss fra Museum Nordsjælland deler ud af deres viden om gamle dyrkningsmetoder, hvor bevarede højryggede agre den dag i dag stadig viser, hvordan jorden blev opdyrket af vores forfædre. Skallerød i Gribskov var nemlig engang hjemsted for en gård, der udover landbrugsdrift levede af skovens ressourcer, husdyravl og biavl, skriver Museum Nordsjælland.
På den cirka fem kilometer lange vandring under de nyudsprungne træer bliver der også plads til fortællinger om selve Gribskov og det landskab, der rummer det specielle vejsystem, der med møje og besvær blev etableret til de kongelige parforcejagter i 1600-tallet, og som i dag er optaget som Unesco verdenskulturarv.
Turen tager omkring to timer og begynder klokken 14.00. Billetter til turen kan købes via museumns.dk.