Ansætter ny veterankoordinator

Ringsted Kommune har ansat en ny veterankoordinator.

Ringsted Kommune har ansat ny veterankoordinator, som får til opgave at samle og styrke veteranindsatsen i Ringsted Kommune og føre kommunens kommende veteranpolitik ud i livet.

Den nye ansættelse kommer efter en årrække, hvor Ringsted Kommune har stået uden veterankoordinator. 

Det mødte dengang stor kritik fra foreningen Danmarks Veteraner.

Men fra mandag 4. maj får veteraner og pårørende i Ringsted Kommune atter nemmere adgang til viden, rådgivning og hjælp til at håndtere deres udfordringer.

Læs også

Claus Stenberg er nemlig ansat som ny veterankoordinator. Hans opgave bliver bl.a. at være en synlig og fast kontaktperson, så veteraner og deres pårørende ved hvor de skal gå hen, hvis de har behov for støtte og rådgivning.

En anden central opgave bliver at sikre sammenhæng mellem veteraner i kommunen, kommunens forvaltninger, Veterancenteret og civilsamfundet.

Højt på listen

Andreas Karlsen (K), borgmester i Ringsted Kommune lægger ikke skjul på, at ansættelsen af en egentlig veterankoordinator har stået højt på to-do listen, siden han tiltrådte som ny borgmester den 1. januar:

- Ansættelsen af en dedikeret veterankoordinator i Ringsted Kommune har haft højeste prioritet for mig og det nye byråd. Vores veteraner fortjener om nogen den støtte og rådgivning, de har brug for. Nu tager vi første skridt med ansættelsen af veterankoordinator, næste skridt er en ambitiøs veteranpolitik, fortæller Andreas Karlsen.

Den nye veterankoordinator refererer direkte til kommunaldirektøren og bliver en vigtig sparringspartner på tværs af kommunens enheder, Veterancentret og øvrige aktører.

Fokus på både den enkelte og den samlede indsats

Claus Stenberg er 54 år gammel og er selv veteran. Han ser frem til at komme i gang med opgaverne i Ringsted Kommune.

- Jeg glæder mig rigtig meget til jobbet. Jeg kender rigtig mange veteraner selv og ved derfor også, hvad deres behov og bekymringer er. For mig bliver det vigtigt både at støtte den enkelte veteran og de pårørende og samtidig være med til at opbygge en stærk og bæredygtig veteranindsats i Ringsted Kommune, siger Claus Stenberg.

Claus Stenberg har mange års erfaring med at rådgive og støtte veteraner. Blandt andet som styregruppemedlem i Veteranalliancen og fra mange års frivilligt arbejde på Veteranhjemmet i København. Desuden har Claus Stenberg været med til at starte flere veterancafeer op rundt om i landet, fx i Nyborg og Middelfart.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...