Danskerhold tager første skridt mod semifinale i NHL

Nikolaj Ehlers (til højre) scorede for få uger siden mod Philadelphia Flyers. Natten til søndag dansk tid kom danskeren ikke på måltavlen, da Carolina Hurricanes vandt 3-0 over Philadelphia i det første af syv potentielle møder i kvartfinaleserien i NHL.

Nikolaj Ehlers (til højre) scorede for få uger siden mod Philadelphia Flyers. Natten til søndag dansk tid kom danskeren ikke på måltavlen, da Carolina Hurricanes vandt 3-0 over Philadelphia i det første af syv potentielle møder i kvartfinaleserien i NHL.

Foto: Jacob Kupferman/Ritzau Scanpix

Carolina Hurricanes med danskerne Nikolaj Ehlers og Frederik Andersen er et skridt nærmere en plads i semifinalerne i den nordamerikanske ishockeyliga NHL.

På hjemmebane i Raleigh vandt Carolina Hurricanes natten til søndag dansk tid det første opgør i kvartfinaleserien mod Philadelphia Flyers.

I en sejr på 3-0 vogtede Frederik Andersen målet i hele kampen for værterne.

Danskeren afviste samtlige skudforsøg fra gæsterne, men måtte undervejs to minutter ud i straffeboksen, efter at han i begyndelsen af anden periode fik væltet en modstander.

Holdets forward Nikolaj Ehlers scorede for blot tre uger siden i et opgør mod netop Philadelphia, men danskeren kom ikke på tavlen i den første kvartfinaleduel.

Til gengæld var flere af holdkammeraterne skarpe foran Philadelphias mål, og værterne bragte sig hurtigt i front.

Efter blot halvandet minut gjorde Logan Stankoven det til 1-0 for hjemmeholdet, inden Jackson Blake seks minutter senere fordoblede Carolina-føringen.

Logan Stankoven øgede i slutningen af anden periode til 3-0.

Tredje periode blev præget af en lang række udvisninger til begge mandskaber. Carolina og Philadelphia blev hver ramt af to ti-minutters-udvisninger.

De to mandskaber står over for hinanden igen natten til tirsdag dansk tid i den anden kamp i kvartfinaleserien.

Den kommende kamp spilles ligesom den første på Carolinas hjemmebane i Raleigh.

Kvartfinaleserien kan potentielt strække sig over syv kampe.

/ritzau/

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...