Mandag 4. maj samles 196 elever fra 5. og 6. klasse i Gentofte Kommune til Naturfagsmaraton i Maglegårdshallen. Eleverne skal på dagen demonstrere løsninger på fire naturfagsopgaver, som de har arbejdet med hjemmefra. Deltagerne har blandt andet undersøgt indeklimaet i klasselokalet og bygget 3D-modeller af myrer.
- Med Naturfagsmaraton vil vi øge elevernes faglige motivation og interesse for naturfag og teknologi. De bliver klogere på udfordringer fra deres hverdag og oplever, at de kan undersøge dem og handle på dem. Det er med til at give eleverne en bevidsthed om, at de også kan være med til at bidrage til fremtidens løsninger, siger direktør i Naturvidenskabernes Hus Maiken Lykke Lolck i en pressemeddelelse.
Årets opgaver har samarbejde med COWI og Danfoss. I COWI-opgaven skal eleverne bygge et udsigtstårn og undersøge, hvad der gør en kube stærk og holdbar. I Danfoss-opgaven undersøger de indeklimaet og bygger en ventilator.
- Naturfagsmaraton er en rigtig god mulighed for at skabe interesse blandt dem, der kommer til at bygge fremtidens samfund og løse nogle af de udfordringer med klima, trængsel, energi og digitalisering, som vi står overfor, fortæller Senior Vice President for byggeri og industri i COWI Sine Juul Praastrup i en pressemeddelelse.
- Hos Danfoss ved vi, at gode ideer starter med nysgerrighed og lysten til at prøve ting af. Naturfagsmaraton giver eleverne mulighed for at være kreative og finde løsninger på virkelige udfordringer - som at sikre et sundt indeklima - og netop den slags ideer kan være med til at gøre en forskel langt ud over klasselokalet, forklarer HR Country Director Denmark, Danfoss Burkhard Winski i pressemeddelelsen.
Dyssegårdsskolen, Maglegårdsskolen og Tjørnegårdsskolen deltager i konkurrencen, der varer fra klokken 9.00 til 12.30.